Skal vi koge suppe på din høne?

supehøneJeg kan ikke koge suppe på den samme høne for evigt. Eller jo det kan jeg, men smagen bliver bare sådan lidt uinteressant. Hønen bliver sådan lidt kedelig af det og dem der skal spise det, gider nok heller ikke blive ved. Det kunne være, at man havde lyst til lidt smag fra en anden suppehøne? Emnet pArFOrhOLD (altså hønen, hvis du ikke havde fanget min smukke metafor) er noget af det, jeg synes er interessant at skrive om. Jeg har skrevet en del om mit eget parforhold. Sådan i grove træk.

Vores suppehøne er stadig ung. Den har ikke udtjent sin suppetjans, men den passer sig selv lige nu. Den simre løs.  Vi trives. Vi har det godt. En størstedel af tiden. Der er uundgåeligt udfordringer når man er 2, 3, 4 eller flere. Nogle gange tænker jeg på, hvordan dem med 3 børn eller flere fordeler opgaverne. Hyre man au pair? For hvem skal putte de andre unger? Vores udfordringer startede som de fleste læsere ved, da vi blev forældre for første gang og husejere kort tid efter. Det kan du læse mere om her: parterapi og her: Når parforholdet sættes på prøve . I korte træk var Per ikke nærværende på den måde, som jeg havde brug for da han udover sit 37 timers job, havde et nykøbt hus der skulle total renoveres på rekordtid. Han var faktisk lidt som sådan en robot, der bare koblede fra og knoklede. Han var fuldstændig energiforladt sidst på aftenen. Selvfølgelig havde han ikke overskud til, at vores barn havde kolik og i 4 måneder skreg nonstop fra tidlig aften og en hel del timer frem. Hvem har egentlig overskud til den slags…!?! Han havde ikke overskud til, at tage over om natten, når baryleren var vågen på 2. time og en psykopatkone der var desperat efter søvn. Hver gang Per skulle lave noget på huset, stod jeg med baby-Bertil på armen og krævede at vide, hvor lang tid han regnede med, at være fraværende. Hvor lang tid det ville tage, at ordne dét og dét. Hver gang han gik ud af døren, føltes det som om han prioriterede huset frem for os. Som om han havde fortrudt os. Uanset hvad han sagde, hjalp det lige lidt. For han var der ikke. Alle de der drømme om caféhygge med mand og barn, sommerhusture og hvad man ellers kan lave af hyggelige ting i weekender, blev ikke rigtig til noget. Hvis det gjorde, var det en meget stresset mand jeg fik med, som havde svært ved, at tænke på andet end vandrør, huller i vægge, nyt fyr osv. Og jeg blev vred og sådan blev weekender pludselig til noget man ikke så frem til. Jeg var ikke det hyggelige selskab. Heldigvis er vi ovre det. Heldigvis har vi lært af det. Heldigvis var vores forhold stærkt nok, for vi er stadig sammen. Vi ønsker os ikke andre steder hen. Jeg tvivler aldrig på det han siger længere. Jeg er 110% sikker på, at jeg gør ham lykkelig. Men som jeg før har sagt er parforholdet jo en OPgave. Vores evige opgave i parforholdet er og bliver, at bevare roen når der er kaos, uenigheder, diskussioner, frustrationer og totalt søvnunderskud. Opgaven resten af vores dage er, at lære, at tale ordentligt til hinanden. Det er en tung opgave selvom den umiddelbart lyder enkel. Vi har vundet DM i at bide hovederne af hinanden. Jeg har vundet VM i skabslåge-smækkeri. Den disciplin er jeg ikke nødvendigvis stolt af, at vinde medaljer i. Jeg kunne da komme i tanke om discipliner der var mere spændende at vinde medaljer i.  Jeg kan sådan fuldstændig ud af den blå luft miste hørelsen. Jeg kan simpelthen ikke høre, når Per taler til mig. Beder mig om at slå koldt vand i blodet, slappe af, tage en stesolid eller hvad han nu kan sige. Jeg hører det ikke. Det er smart. Synes jeg. Per er ikke enig. Hans blodtryk stiger voldsomt af det. Så kan jeg stå der, døv og smart i en fart og se min mand blive ildrød i ansigtet imens hans ikke så lange ben hopper op og ned som en anden nissefar og med fægtende arme. Når man sådan er selektiv døv, så virker det ret komisk. Situationen altså. Når hørelsen så pludselig vender tilbage, mister jeg sproget. Det er noget værre lort, synes Per. For det er lidt svært, at komme nogen vegne når man har en kone der bader i medaljer og som oveni hatten hverken vil høre eller tale. Per samler da også på medaljer. Vi har måske i virkeligheden lige mange af slagsen. Men nu handler bloggen jo ikke om ham. Så han slipper 😉

Jeg er ikke færdig med at skrive om mit parforhold. Jeg tror bare, at det kunne være lærerigt og til inspiration for mig selv og andre, at få lidt input fra jer der læser med. Altså koge lidt suppe på en ny høne. Hvis du har et eller andet du gerne vil ud med, erfaringer, to-do eller not-to-do lister når man er i et parforhold, 10 ting- om parforholdet som….,  idéer til gode dates med sin partner, en oplevelse (gode som dårlige), udfordringer i jeres parforhold eller lignende så send mig en mail på camillathuesen@hotmail.com.  Så kan vi aftale nærmere. Du bestemmer selv om det skal være anonymt. Du bestemmer selv indholdet. Planen er, at jeg lægger det på bloggen i håbet om, at skabe mere fokus på det der sårbare, skønne, til tider ikke-eksisterende, lange, korte, meningsløse, betydningsfulde, sjove, kedelige, hårde, afsluttet, spændende, sure, underlige og totalt-værd-at-skrive-lidt-om parforhold. Tænk, hvis det kunne give smil på læben, en følelse af ikke at være alene, tænk hvis det kunne give andre nogle fif eller erfaringer. Fedt!

Jeg håber I vil tage vel imod min idé.

//Camilla