Jeg undres #1

En gang imellem ser man et eller andet man bare ikke kan glemme. Noget der sætter hjernen på overarbejde. En gang imellem falder man over en eller anden kommentar på facebook eller et andet socialt medie, som giver stof til eftertanke. Som efterlader dig med en undren. Eksempler kan jeg lynhurtigt nedfælde og jeg er spændt på, om du der læser med har et svar eller kender til den slags undring.

  • Jeg bevæger mig lige ud i en gråzone. Nogle kan lide tatoveringer, andre en eyeliner og så er der dem der farver og maler øjenbryn. Mine øjenbryn blev farvet forrige weekend. Jeg er fan! Men det jeg ikke forstår er malede øjenbryn… Dem der er malet på panden med en blyant. Jeg er med på at det er smart, hvis man ingen øjenbryn har. Men, hvad med dem der har et relativt stort øjenbryn lige nedenunder det malede øjenbryn? Som er synlig. Som man af en eller anden årsag har valgt IKKE at inkludere som en naturlig del af det nymalede øjenbryn. Det er på ingen måde for at hænge nogen ud. Og selvom der er mange sjove øjenbryn på Google, så smider jeg et billede af mit eget bryn på, for jeg vil ikke gøre nogen kede af det. Jeg forstår bare ikke hvad der sker…?? IMG_9229.JPG
  • Debatten om en bestemt type mødre der har det stramt med en anden type mødre. Den evige langen-ud-efter de mødre, der kun lægger “lyserøde” og moderigtige billeder på deres instagram vs. de mødre der får stress og lavt selvværd af den slags og søger flere kaosbilleder af det uperfekte men kærlighedsfyldte liv. Hvorfor er det, at nogle mødre tror at der er mindre kærlighed og ingen plads til leg og kreativitet i et Bo-bedre hjem end i et kaotisk rodede hjem? Hvorfor er debatten stadig i live? Jeg stødte ind i en øv-tråd forleden, på instagram, hvor en mor lagde et billede ud af et spørgsmåltegn og udråbstegn, hvortil hun skrev noget i stil med: “Jeg kunne brække mig over alle de billeder af kubus, royal Copenhagen og stilede designerhjem. Det er jo helt tydeligt at mødrene bag forsøger at give os andre dårlig selvværd med deres perfekte univers”, hvortil en ivrig følger kommenterede: “Jeg sletter alle der lægger billeder op af rene og pæne hjem og klamme kubusstager. Der er jo slet ikke plads til børn i sådan et hjem. Hvis jeg var barn ville jeg vælge et hjem med rod, hvor der til gengæld var fyldt med kærlighed og plads til leg”. Man støder ofte ind i den slags debatter.

Jeg tillader mig at blive provokeret, fordi jeg befinder mig et eller andet sted imellem de der to typer hjem. Ikke fordi jeg vil tage credit for at bo i et Bo-bedre hjem, men jeg går da en del op i boligindretning og holder da også bladet 😉 Jeg er vild med et rent og pænt hjem. Jeg har 3 kubusstager!! Den ene fra min farmor, før de blev rigtig moderne, den anden af min mand i bryllupsgave og den tredje af min barndomsveninde i 30 års fødseldagsgave. Go ahead and vommit- kubus coming up :kubus

Vi ved jo, at der bag alle billeder er en helt almindelig hverdag med alt hvad det indebærer; Hysteriske børn, beskidte underbukser, lorteparforhold, ufrivillig cølibat, skimmelsvamp i brusenichen og en sundhedsskadelig køkkenvask.IMG_8915.JPG IMG_9161.JPGHvorfor skal man absolut vise den slags billeder for at vise, at man er fuldstændig lige som alle andre? Hvorfor må man ikke vise alt det pæne? Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan følge dem der gør glad og inspirerer i stedet for at lange ud efter det man ikke bryder sig om. Min stue er fyldt med legetøj, men jeg rydder op i stue og køkkenalrum hver dag. Flere gange om dagen. For jeg slapper bedst af når her er pænt. Jeg elsker stadig mine børn. De spiser marmelademadder i sofaen og skubber mit hjemmemalede sofabord fra Hay (til 200kr.) rundt på trægulvet. De leger og slår hinanden, griner og græder, kaster med tingene og alt muligt andet. Og så rydder jeg op når de er puttet eller går i gang med en ny leg i et andet rum. Jeg elsker dem selvom jeg rydder op. Det gør de mødre der har legetøjsfri zone i stuen også. De elsker deres børn. Her er lige en række billeder af min stue. Jeg er ret så glad i låget, for jeg er sådan én der går op i at skaffe hyggelige ting til ingen penge. Vores Chatol i teaktræ har vi arvet fra Pers mormor. Urtepotteskjuleren fra Bjørn Wiinblad som står ovenpå chatollet er fra min mormor. Stolen er fra ikea, som jeg pga. ridser mv. fik for næsten ingen penge i rodebutikken. Uret har en veninde lavet til mig. Den fine bambus/kurvestol er fra min søsters svigermors genbrugsbiks til 50 kr. Hay bordet købte jeg i Illums Bolighus for et par år siden. Det var oprindeligt lilla og jeg købte det for et par hundrede. Nu er det sort og småridset, for børnene får lov at lege med lego på bordet. Den sorte gyngestol lidt længere nede, fik mine forældre da de var i 20’erne. De fik den af en gammel dame. Nu er den i mit hjem og jeg har malet den sort. Den sorte trækasse stod her da vi købte huset. Den har tilhørt Elsebeth Egholm (forfatteren) så det er hyggeligt med lidt historie. Messing standerlampen fandt jeg forleden hos Loppeforum til 85 kr. Win! Plantehængerne på det sidste billede har jeg selv lavet og LEGO plakaten der hænger ved siden af planterne, vandt jeg i en facebook konkurrence. De fleste billeder i min stue er tegnet af enten min mor eller Bertil. Det eneste der har kostet åndsvagt dumme penge er sofaen. Et køb jeg fortryder bittert, for den er stor og klodset og trods imprægnering, suger den ALT skidt til sig. Min mand siger jeg må skifte den ud om 10 år. Jeg tæller allerede ned 😉 Til slut vil jeg lige nævne at den hvide Verner Panton Flowerpot er en kopi købt i England. BOM! Så fik du en gennemgang af mit genbrugshjem 😉 IMG_9181.JPGIMG_9174.JPGIMG_9206.JPGIMG_9220.JPG

  • En sidste ting jeg undre mig over er bloggere der lægger op til diskussion eller debat, men som ikke har et kommentarfelt på bloggen? Hvorfor slutter man sit indlæg af med et spørgsmål, som læseren ikke kan besvare? Dont get it.

Giv gerne dit besyv med i kommentarfeltet <3

//Camilla