2016 – it’s on!

familieSå er vi godt i gang med 2016. Der er sikkert en masse derude i det ganske danske land, som traditionen tro er hoppet på en eller anden stram diæt og meldt sig ind i et fitnesscenter. Jeg er ligesom de fleste andre, en fisk i havet der gerne svømmer med strømmen, for ligesom at spare på krudtet. Jeg er hoppet ombord på nul-sukker vognen og jeg kan fortælle jer, at jeg klarede mandag-torsdag til ug! Da det blev fredag omlagde jeg strategien; Sukker i weekender er tilladt. Undtagen søndag. Sikke en lettelse for min sukker-afhængige krop. Man må starte med at stå, før man kan lære at gå. Det må være mit motto for 2016. Næste skridt bliver noget fitness og derefter nogle grøntsager. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, som ældre mennesker ynder at sige. Jeg er som bekendt på vej mod de 32 (næste efterår) så jeg vil kategorisere mig selv som værende i den modne ende af ungdommen. Netop derfor må jeg stoppe op og tænke mig godt om. Jeg har ikke et stofskifte som en hormonbefængt teenager længere, så vægtens udslag er nu overladt til antal skridt jeg går dagligt og en vis mådeholdenhed. Derudover kan jeg i øvrigt fortælle, at en læge på medicinsk endokrinologisk afdeling synes det kunne være festligt at trappe mig ned i medicin for mit lave stofskifte, for at se, hvordan min skjoldbrugskirtel reagerer. Jeg er skeptisk, men følger selvfølgelig lægens ord og går i en osteklokke af udpræget træthedsfornemmelser, værre end normalen. Oh the joy!

Jeg forsømmer bloggen. Dels fordi jeg ikke har meget på hjerte, dels fordi det kræver lidt tid, som jeg ikke rigtig synes jeg har. Beklager, men jeg tænker nu nok, at de der læser med har så rigeligt om egne øre, at det vel nærmest går ubemærket forbi. Moderskabet kræver mere end 24 timer i døgnet. Også selvom døgnet starter kl. ca. 5 og slutter kl. 00.15.

2016, jeg har ikke de store planer. Jeg tænker, at jeg fortsætter med at gøre mit bedste i mit parforhold. Vi har haft den sidste tur hos parterapeuten og det var fedt. Fedt at mærke, hvor meget vi har rykket os og fedt med anerkendelse fra en terapeut der var enig i, at vi helt sikkert har været igennem en ordentlig omgang. Tiden læger alle sår (og husprojekter) og heldigvis er vi kommet igennem på den anden side. Jeg er faktisk lykkelig. Sådan helt ind i maven. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har Mureren i mit liv. Uden ham tror jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde kunne være helt mig selv. Og den bedste følelse er, at være helt sig selv i en andens nærvær og føle sig elsket på trods af ekstreme humørsvingninger mellem kl. 5 og 8.00, på trods af mormortrusser, post-teenagebumser og en virkelig dårlig humor.

per

Planen er at spise sundere, dyrke noget motion og få lidt mere energi til at være en god mor i morgentimerne. Det kniber lige nu, men med aftenvagter og morgenfriske børn, så kommer enhver lunte (lang som kort) på prøve. Der er altid plads til forbedringer og jeg har tænkt mig, at forsøge at lade være med at tage sorgerne på forskud. Fx har jeg lige spist en halv plade Marabou med Oreos. Jeg vil ikke tænke på, hvad det gør ved mine lår eller numse. Nej, så hellere tænke på, hvor godt det smagte og hvor sej jeg var da jeg i går kun købte dén ene plade, selvom der var tilbud på 2.

camilla

2016 – it’s on!

//Camilla

Rygrads føljeton

Jeg skylder næsten en update på min mandag. Sandheden er, at jeg ikke skylder noget, jeg har bare en overdreven lyst til at prale lidt. I hvert fald af dagens første time. Da jeg slog øjnene op kl. 04.20 tænkte jeg; hvorfor spilde sin tid på at sove? Hvorfor egentlig ikke tage en omgang natteløb inden solen står op og lade manden om Alfred, som lå og kiggede med store øjne imellem os i vores seng. Alfred faldt i søvn igen kl. 5 og sov en time mere. Apropos rygrad, ja så valgte jeg naturligvis, at lukke mine trætte øjne igen. Kl. 6 var jeg om muligt mere træt end nogensinde. Jeg havde truffet en beslutning søndag aften, så løbe det skulle jeg! Også selvom jeg havde hovedpine og en tå der blødte efter en nedgroet negl. Jeg forsøgte virkelig at finde nogle undskyldninger, der ligesom kunne retfærdiggøre at blive hjemme. MEN! Jeg kom afsted! Jeg løb næsten 4 km med få gå-pauser. Da jeg kom hjem indtrådte ømheden i mine lægge øjeblikkeligt. Jeg troede der ville gå de der 2-3 dage. Det kom efter 2 min. Er det mon et tegn på, at min krop virkelig er effektiv? Min svigerfars badevægt viste at jeg siden morgenens vejning, havde tabt 1,5 kg. Måske er mit stofskifte endelig blevet så højt, at jeg rent faktisk selv kan forbrænde? Uanset, så kunne intet pille mig ned fra min “Fit med de fitte” piedestal. Get fit or die trying. Det er mit nye motto. Et par timer senere kom nogle søde mennesker til kaffe. Jeg slugte da et par nutellamadder og en del kage. Jeg er jo ikke for fin til den slags.. Resten af dagen gik slag i slag. Kage med kage om man vil. Kalorietung aftensmad og aftenskaffe hos svigermekanikken og i dag har på ingen måde været bedre. Løb har indtil videre ikke skabt en eller anden form for lyst til salat og skyr, men i stedet skabt en indre forhandling om og retfærdiggørelse af, at man efter løb kan spise dobbelt så meget. Traditionen tro kan jeg på ingen måde have nogen som helst aftaler med mig selv, så jeg spiste mere end dobbelt så meget. Status er altså: I SUCK! Jeg har kvalme!

Jeg tror der skal en konkurrence med et 4 eller 5 cifret tal på bordet, før jeg kan tage mig sammen. Jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at jeg nu nok ville snyde. Bare en lille bitte smule.

#FitFam #FitLiving #FitForFight #FitFittereFittest #FuckFit #FatFit #FatShit #GetFitOrDieTrying #Trying #Not

//Camilla

(Nej, jeg har ikke løbet Femina løb. Jeg har arvet trøjen af min mor og ja! jeg har det fint med, at folk tror jeg har en vis form for erfaring når jeg løber på de danske landeveje. Det giver vidnerne en tryghed midt i deres “Er det der overhovedet en løbeteknik?!” tankestrøm).

Stik mig en rygrad og det skal være nu!

Søges: En rygrad, et par nos*er og lidt tålmodighed! Man er vel kvinde så no**er har jeg ikke og jeg bliver nu nok aldrig ejer at sådan et par. Hverken i overført betydning eller in real life. Det ene ærgre mig, det andet ikke så meget. Rygrad! Sådan én vil jeg virkelig gerne have. Det at være kvinde, hænger ofte sammen med et ønske om at lave et eller andet om ved sig selv. Jeg er træt af min evige stræben efter at se anerledes ud. Hvad jeg er endnu mere træt af er, at jeg brokker mig uden at gøre en skid ved det. Kan du huske mit indlæg Tag Ja-trussen på ? Det var en lille opsang til mig selv om, at komme i gang med et eller andet som kan gøre synet i spejlet mere tåleligt. Hvor fræk er en kvinde, der som det første om morgenen klager over for store lår, vinkeflæsk der kan slå folk ned til koncerter, render under øjnene og en mave der ikke kan holdes på plads af alverdens stram-ind-undertøj? Ikke særlig fræk tænker jeg. Efter mit indlæg tænkte jeg, at nu hang jeg på den. Nu havde jeg offentligt indledt en kamp mod nej-hatten/nej-trussen. Jeg ville i gang med tiltag der kunne give mit spejlbilled lidt flere komplimenter end dødstrusler. Jeg kom aldrig i gang. Jeg fortsatte mit brokkeri ufortrødent. Jeg står stadig en del morgener foran spejlet og betragter mine høje Henrik Voldborg tindinger, mine sorte render under øjnene og alt det 2 fødsler har gjort imod mig. For leden morgen fik jeg en krammer af min ældste søn, som udbrød “Du lugter af stank mor!” Så ligger man der i sin seng, i sengetøj der skulle have været i vaskemaskinen for længst og lugter af stank iført mandens aflagte hullede t-shirt. Jeg går normalt i bad om aftenen, for at få lov til at bukke mig forover efter shampooen uden at få en eller anden kommentar om mine private dele, eller få stukket en badeand imellem ballerne, men denne her dag besluttede jeg mig for, at tage et bad fra morgenstunden. Mine planer blev spoleret af mit spejlbillede. “I suck!” Jeg trak i mandens løbebukser (for mine egne er åbenbart blevet for små…. jeg bebrejder tørretumbleren selvom de to vidst ikke har mødt hinanden endnu…) og løb for livet. Jeg løb 4 km med Kendrick Lamar i ørene. Jeg var ved at brække mig flere gange, men der var ikke andet for end at fortsætte. Jeg nåede hjem i live. I rock! Gik direkte hen til køleskabet og drak et glas cola. Ikke light eller zero men Coca Cola med et punktum bagefter. I SUCK!

Inden badet måtte jeg lige se om der var sket mirakler efter min såkaldte marathon. Miraklerne var ikke at se på de to deprimerende tal på displayet på den skrøbelige badevægt af glas. Skuffelsen var stor. Hvorfor udsætte sig selv for totur når det ikke bærer frugt? Jeg kværnede to krydderboller med peanutbutter efter mit bad. I SUCK!

Hver mandag vågner jeg med de bedste intentioner for mig selv, helbredet og kosten. Motion kunne skabe mirakler. Men fuck! hvor smager træstammer i sofaen bare bedre end smagen af sved og metal i munden på en løbetur. Hvidt brød med peanutbutter smager bedre end salat. Det er faktum! Faktum er også, at motion er vigtigt! Det kan være en god følgesvend i disse tider, hvor man er udbrændt og kronisk træt, fordi man har småfolk i huset. En salat ville nu nok give mig mere energi på sigt, end en træstamme eller 3. Det ville også skabe mirakler på badevægten af glas.

Nu vil jeg trodse regnen og hoppe i noget fornuftigt tøj. Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, når man har en bil og lyst til lækkerier. Netto lukker først kl. 22. LÆNGE LEVE LUKKELOVEN (eller mangel på samme!) I morgen er det mandag. I morgen starter jeg på en frisk. Jeg er optimistisk…

DSC01870

//Camilla

 

(Indlæggets thumbnail er taget fra fromaandk.bloggersdelight.dk )