10 ting man ikke gider høre fra sin mand!

 

1. Du ligner en der ikke har set en seng i et par år…

2. SERIØST! Jeg har lappet de første 300 huller på det her værelse!! Det er sidste gang du fortryder en hylde eller væghængt reol!

3. Godmorgen skat, hvor ser du… Godmorgen!

4. På mange måder minder du om min mor…

5. Du prutter vanvittigt så snart du ligger under dynen og dine øjenlåg mødes…

6. Skat! Det er fuldstændig urimeligt at du shopper løs, når jeg samler flasker fra garagen for at få råd til at handle ind!

7. Har du købt endnu en trøje?? Du har 50!!

8. Jeg går i garagen…

9. Nu har jeg lige sat de hylder op og så siger du til mig at de skal ned igen!?!?!

10. Du ligner en der har taget 3 hiv af en joint og derefter banket hovedet ind i væggen…

//Camilla

 

Thumbnail lånt fra computerclipart.com

1 år efter parterapi

For noget tid siden, fik jeg (måske lidt upræcist) spurgt jer der læser med, om i anonymt eller ej, havde lyst til at dele lidt om jeres parforhold via min blog. Mine tanker var, at det kunne være med fuldstændigt frie tøjler. At I måtte bestemme om det skulle være en fortælling om, hvad I synes er svært, hvordan I kom på den anden side af de problemer I måske har haft, hvad I gør for at holde hinanden ud, hvad I er gode eller dårlige til i jeres parforhold. Desværre var der ikke nogen der greb den ret så skæve og deforme bold jeg fyrede op i luften.  Derfor vil jeg koge lidt videre på min egen suppehøne.

Her et år efter vores besøg hos parterapeuten fra Randers har der været (lidt) tid til, at evaluere. Det gik rigtig godt i en lang lang periode. Alfred er landet i familien. Han er faldet godt til og vi er alle sammen evigt taknemmelige for vores firkløver. Det er ingen sag, at blive 4 med sådan en nem lillebror som Alfred er. Javist, der er mange vågne nætter og tidlige morgener. Dårlige og korte lure, appetitspring, tigerspring, raserianfald, institutionsopstart, seperationsangst, søvnunderskud osv. Det gør sig jo gældende i de fleste småbørnsfamilier. Det ER bare hårdt, at få børn. Derfor er det super vigtigt, at m an har et solidt parforhold. Hvis man er i et. Det er hul i hovedet ikke at samarbejde, når man er max presset. Det er dumt ikke at vægte sit forhold højt, selv om der er tons vis af undskyldninger for at nedprioritere forholdet imens ungerne er små. Herhjemme går dagene slag i slag. En gang imellem fristes jeg til at sige; Same shit different day. Tiden er ikke rigtig til den ugentlige evaluering af vores forhold. Èn af de opgaver vi fik. Vores dårlige undskyldninger er fx at børnene enten falder sent i søvn eller også ligger jeg på sofaen og halvsover og forbander mit lave stofskifte langt væk. En gammel-kone diagnose som jeg for nyligt har fået stillet. En anden dårlig undskyldning er, at vi er begyndt på serien “House Of Cards”. Det ene afsnit afløses af det næste og pludselig er klokken alt for mange. Det er vigtigt, at finde tid til hinanden selvom vi vælter rundt i bleer, gylp og bunkevis af vasketøj. Selvom den ene er en gammel kone der kaster den ene eltroxin tablet ned i svælget efter den anden. Selvom den anden brokker sig over, at der ikke engang er tid til træning, film og en øl. Kunsten i en småbørnsfamile er, at skabe tid, rum og luft til at være sig selv, være sammen som kærester, være sammen som familie, få set sine venner, få lidt kulturelt input og få gjort noget med den der far-krop og jeg-har-poppet-to-unger-oven-i-et-alt-for-lavt-stofskifte-krop. Flere timer i døgnet tak! Flere hænder tak! Hvis jeg blev præsident, ville jeg skaffe alle familier en fuldtids barnepige, betalt med de penge vi ikke har…..Og en personlig træner…

Profylaktisk tankegang. Et ord jeg har fået blæst ørene fulde af under min uddannelse som sygeplejerske og også i mit arbejde på de afdelinger jeg har været på. Profylakse gør sig ikke kun gældende i sundhedssektoren. Det gør sig i den grad gældende i forholdet. Det er faktum at parforhold er truet. Skilsmisse rammer alt for mange. Det skrev jeg faktisk lidt om i starten af min “blogger-karriere”, det kan du genlæse her Skilsmisseepidemi .  Nogle brud er helt sikkert nødvendige. Jeg vil ikke dømme nogen. Jeg har da selv været i andre forhold, som ikke var det rigtige.  Vores parterapeut sagde, at det var et rigtig godt valg, at komme INDEN lokummet for alvor brændte. Vi var derfor også mere modtagelige overfor de forslag hun stillede og de ting vi hver især havde på hjerte.  Fordi vi var der så tidligt, resulterede det i 2 besøg og med rigtig gode resultater.

Så snart det er muligt, skal vi helt sikkert afsted igen. Til den sidste samtale, som vi ikke nåede fordi jeg forventede Alfreds ankomst i starten af oktober. At jeg ikke fødte FØR termin kom bag på mig. At jeg skulle gå hele 10 dage over termin var nitten. Men han var ventetiden hver. En kliché jeg gerne fyrer af en gang imellem.

Det er så dyrt, at besøge en parterapeut! Ja. Det er ikke billigt. Men en tur på restaurant og hvad der ellers høre med til en hyggelig dateaften, koster altså også hurtigt 900kr. Lækker mad og lidt snak i stearinlysets skær er hyggeligt og nødvendigt. Man kan leve længe på en date-aften. De arbejdsredskaber man får med sig fra en terapeut kan man bruge resten af livet. Spørgsmålet er bare, om man prioritere at bruge de redskaber og implementere dem i dagligdagen. Det er da tankevækkende. Jeg siger ikke, at et parforhold er reddet ved at køre til Randers eller hvorend. Men det er givet godt ud. Jeg kan kun tale af erfaring.

Så sent som i sidste uge fandt vi tid til en hyggestund med kaffe og et slukket tv. Det var virkelig dejligt at få snakket. Det fik os til at bryde ud af den der hverdags-trommerum og vi har igen fokus på, hvad vi kan gøre for hinanden, for at fylde en masse positive ting i hinandens vægtskåle. Vores vægtskåle var i seriøs minus sidste år. Det er et arbejde at få dem i plus. Men det er faktisk lykkedes. En gang imellem ryger de i et lille minus, men det er egentligt ret nemt at få vægtskålene i balance igen, fordi vi har fået så gode redskaber.

Før hen blev jeg ofte ramt af en form for skam-følelse, fordi vi var/er nygifte og unge og have brug for parterapi. Men at skrible om det her på bloggen og læse jeres kommentarer, gjorde at jeg kunne vende det til en styrke. Jeg skammer mig overhovedet ikke. Jeg ville være uendeligt træt af mig selv, hvis vi havde valgt, at kaste håndklædet i ringen.

Det er forkert at tro, at det gode parforhold er én lang forelskelse. At man ikke møder fristelser. At man ikke skal være sammen, fordi man i en længere periode ikke har følt varme følelser for sin partner. At et godt parforhold er foruden daglige skænderier. Det er ikke parametre man kan bruge til noget. Parforholdet bliver stærkt når man er ude over forelskelsen og stadig er sammen. I alle parforhold vil man møde fristelser, men det handler om, hvordan man takler dem. Daglige skænderier er nedbrydende, men hvis man lærer noget af dem og det ikke er de samme ting man igen og igen skændes om, kan det vendes til noget konstruktivt. Man kan lærer at skændes på sådan en måde, at det ikke bliver med store ord og skabslågesmækken. Hvis man oplever (som vi gjorde), at det er de samme ting der fylder og bandes over, så kan jeg igen kun sige: AFSTED TIL EN TERAPEUT. Da jeg sagde “JA” til min mand i kirken (og på rådhuset) var det et “JA” til en fælles indsats om, at sætte al krudt ind på at forblive sammen. Til vi bliver gamle og skal herfra. Jeg håber virkelig, at vi slipper igennem nåleøjet og kan fejre guldbryllup eller diamantbryllup sammen.

Med dette vældig seriøse indlæg, vil jeg bare ønske alle en dejlig aften spækket med hygge, kvalitetstid og søvn!

image

 

//Camilla

Skal vi koge suppe på din høne?

supehøneJeg kan ikke koge suppe på den samme høne for evigt. Eller jo det kan jeg, men smagen bliver bare sådan lidt uinteressant. Hønen bliver sådan lidt kedelig af det og dem der skal spise det, gider nok heller ikke blive ved. Det kunne være, at man havde lyst til lidt smag fra en anden suppehøne? Emnet pArFOrhOLD (altså hønen, hvis du ikke havde fanget min smukke metafor) er noget af det, jeg synes er interessant at skrive om. Jeg har skrevet en del om mit eget parforhold. Sådan i grove træk.

Vores suppehøne er stadig ung. Den har ikke udtjent sin suppetjans, men den passer sig selv lige nu. Den simre løs.  Vi trives. Vi har det godt. En størstedel af tiden. Der er uundgåeligt udfordringer når man er 2, 3, 4 eller flere. Nogle gange tænker jeg på, hvordan dem med 3 børn eller flere fordeler opgaverne. Hyre man au pair? For hvem skal putte de andre unger? Vores udfordringer startede som de fleste læsere ved, da vi blev forældre for første gang og husejere kort tid efter. Det kan du læse mere om her: parterapi og her: Når parforholdet sættes på prøve . I korte træk var Per ikke nærværende på den måde, som jeg havde brug for da han udover sit 37 timers job, havde et nykøbt hus der skulle total renoveres på rekordtid. Han var faktisk lidt som sådan en robot, der bare koblede fra og knoklede. Han var fuldstændig energiforladt sidst på aftenen. Selvfølgelig havde han ikke overskud til, at vores barn havde kolik og i 4 måneder skreg nonstop fra tidlig aften og en hel del timer frem. Hvem har egentlig overskud til den slags…!?! Han havde ikke overskud til, at tage over om natten, når baryleren var vågen på 2. time og en psykopatkone der var desperat efter søvn. Hver gang Per skulle lave noget på huset, stod jeg med baby-Bertil på armen og krævede at vide, hvor lang tid han regnede med, at være fraværende. Hvor lang tid det ville tage, at ordne dét og dét. Hver gang han gik ud af døren, føltes det som om han prioriterede huset frem for os. Som om han havde fortrudt os. Uanset hvad han sagde, hjalp det lige lidt. For han var der ikke. Alle de der drømme om caféhygge med mand og barn, sommerhusture og hvad man ellers kan lave af hyggelige ting i weekender, blev ikke rigtig til noget. Hvis det gjorde, var det en meget stresset mand jeg fik med, som havde svært ved, at tænke på andet end vandrør, huller i vægge, nyt fyr osv. Og jeg blev vred og sådan blev weekender pludselig til noget man ikke så frem til. Jeg var ikke det hyggelige selskab. Heldigvis er vi ovre det. Heldigvis har vi lært af det. Heldigvis var vores forhold stærkt nok, for vi er stadig sammen. Vi ønsker os ikke andre steder hen. Jeg tvivler aldrig på det han siger længere. Jeg er 110% sikker på, at jeg gør ham lykkelig. Men som jeg før har sagt er parforholdet jo en OPgave. Vores evige opgave i parforholdet er og bliver, at bevare roen når der er kaos, uenigheder, diskussioner, frustrationer og totalt søvnunderskud. Opgaven resten af vores dage er, at lære, at tale ordentligt til hinanden. Det er en tung opgave selvom den umiddelbart lyder enkel. Vi har vundet DM i at bide hovederne af hinanden. Jeg har vundet VM i skabslåge-smækkeri. Den disciplin er jeg ikke nødvendigvis stolt af, at vinde medaljer i. Jeg kunne da komme i tanke om discipliner der var mere spændende at vinde medaljer i.  Jeg kan sådan fuldstændig ud af den blå luft miste hørelsen. Jeg kan simpelthen ikke høre, når Per taler til mig. Beder mig om at slå koldt vand i blodet, slappe af, tage en stesolid eller hvad han nu kan sige. Jeg hører det ikke. Det er smart. Synes jeg. Per er ikke enig. Hans blodtryk stiger voldsomt af det. Så kan jeg stå der, døv og smart i en fart og se min mand blive ildrød i ansigtet imens hans ikke så lange ben hopper op og ned som en anden nissefar og med fægtende arme. Når man sådan er selektiv døv, så virker det ret komisk. Situationen altså. Når hørelsen så pludselig vender tilbage, mister jeg sproget. Det er noget værre lort, synes Per. For det er lidt svært, at komme nogen vegne når man har en kone der bader i medaljer og som oveni hatten hverken vil høre eller tale. Per samler da også på medaljer. Vi har måske i virkeligheden lige mange af slagsen. Men nu handler bloggen jo ikke om ham. Så han slipper 😉

Jeg er ikke færdig med at skrive om mit parforhold. Jeg tror bare, at det kunne være lærerigt og til inspiration for mig selv og andre, at få lidt input fra jer der læser med. Altså koge lidt suppe på en ny høne. Hvis du har et eller andet du gerne vil ud med, erfaringer, to-do eller not-to-do lister når man er i et parforhold, 10 ting- om parforholdet som….,  idéer til gode dates med sin partner, en oplevelse (gode som dårlige), udfordringer i jeres parforhold eller lignende så send mig en mail på camillathuesen@hotmail.com.  Så kan vi aftale nærmere. Du bestemmer selv om det skal være anonymt. Du bestemmer selv indholdet. Planen er, at jeg lægger det på bloggen i håbet om, at skabe mere fokus på det der sårbare, skønne, til tider ikke-eksisterende, lange, korte, meningsløse, betydningsfulde, sjove, kedelige, hårde, afsluttet, spændende, sure, underlige og totalt-værd-at-skrive-lidt-om parforhold. Tænk, hvis det kunne give smil på læben, en følelse af ikke at være alene, tænk hvis det kunne give andre nogle fif eller erfaringer. Fedt!

Jeg håber I vil tage vel imod min idé.

//Camilla