Tag ja-trussen på!

trusse

Jeg var ude at trave med en veninde forleden. Vi får nogle gode snakke når vi går der og pruster. Vi snakker gerne om de der fantastisk dejlige møgunger og vores mænder og alt derimellem. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at tingene ændrer sig når man får børn. Tingene ændre sig også i parforholdet. Det der med, at være blevet 4 i familien er udover fuldstændig fantastisk, også ret hårdt. Nogle gange griner jeg hånligt af mig selv, når jeg tænker tilbage på tiden før vi havde 2 børn. Dengang vi var 2 voksne om 1 barn. Den gang vi synes det var SÅÅÅÅ hårdt. Det var det også, skal det lige siges. Vi skulle jo lige lære hele det der “Nu er vi en familie” koncept og vi var ikke så seje til det i starten. Vi havde lidt bump på vejen, men vejen er blevet lidt mindre bumpy nu. Min snart 3 årige Bertil er mit livs kærlighed. Vi vil ham men vi ville også gerne være lidt os selv. Det var så hårdt at være på 24/7. “HAHAHA, se på dig selv nu, dit udbrændte æsel” sagde nutidige Camilla til datids Camilla ! Vi er heldige, hvis der er tid til, at se hinanden i øjnene om aftenen. Altså mig og min dejlige mand. Når ungerne er puttet, når der er ryddet op efter aftensmad, smurt madpakker, badet er overstået og benene skal op i vandret position, ja så er klokken 21.30 og det betyder sengetid for en småbørnsfamilie, hvor dagen starter kl. 5 og med flere nattelige afbrydelser. Det der med at savne, selvom man er sammen, den følelse kender jeg meget godt.

Når jeg står op om morgenen møder jeg som regel et spejl på min vej ned, for at skifte den første af mange bleer. Når man har to blebørn, bliver puslebordet det nye samtale”køkken”. Det er på badeværelset vi befinder os den største del af tiden. Der står jeg så og ser på en kvinde, der har set bedre tider. En kvinde som er iført en mælkeplettet slasket tshirt. Iført trusser fra dengang vægten var min ven, som jeg krampagtigt holder fast i, i håbet om, at de en dag sidder som de skal, at man en dag kan se, at det faktisk var et par hipsters og ikke en ufrivillig underlig g-streng. Når jeg står der, med mit svenskergarn, med højere tindinger end Henrik Voldborg og render under øjnene, ja så kan jeg fortælle dig, at det ikke er selvtilliden der vækkes.

At føle sig som en parodi af sig selv og en urimeligt træt kvinde er noget mødre kender til. Dem der ikke er nogens mor kender det også. Hvilken kvinde, der føler sig som en parodi af sig selv, har lyst til, at spankulere hen til manden og give ham hans livs morgenkys? Og hvilken mand tænder på en kvinde, der som det første om morgenen holder en “Boost-din-selvtillids”-tale for sig selv i spejlet: “Fy for den lede hankat, hvor jeg bare stinker! Jeg har jo ikke set en dråbe vand i halve uger! Mine trusser kan stå selv! Mit hår har flere mider end Bob Marleys! Mine tænder rådner langsomt fordi jeg ikke har tid til at få ordnet de basale nødvendigheder! Mit hår er ikke blevet rørt af kyndige hænder siden sommeren 2010! Og hvorfor siger min mand ikke, at jeg ser sådan lidt morgen-lækker ud???” En kvinde der brokker sig over sin vægt, sit udseende, sine strækmærker og appelsinhud, det løse maveskind og hendes flade numse oser ikke langt væk af lækker-ness.

Én ting er, hvordan man ser ud om morgenen. Vi kan ikke alle vågne op og ligne Kim Kardashian. Men det der syn af mig selv om morgenen, får mig til at kaste armene over kors og sige “fuck this shit”, trække i joggingbukserne og sætte mig ind i sofaen og spise en træstamme. Nr. 3 træstamme inden for alt for få timer.

Min veninde havde selv oplevet noget, som mange af os (med krydsede fingre på ryggen) SLET ikke kender til. Efter, at have opbrugt alle rene trusser undtagen 2 par, stod hun i et stort dilemma. Der var en (rigtig) g-streng tilbage i skuffen og et par over-size mormor trusser, som hun havde på, da hun kom hjem fra hospitalet efter at have født. Hun kunne slet ikke se sig selv leve op til det, som et par (rigtige) g-strengstrusser ville signalere. At vimse rundt i de sene nattetimer imellem vågne, grædende børn og en mand der ligesom hende selv havde ét eneste mål; nemlig at få nattero, faldt valget på den gigantiske mormortrusse. Hun var tilfreds med beslutningen og nåede lige at gå en kort tur igennem hytten, inden manden i ramme alvor stoppede hende og sagde noget i stil med: “Der er vi bare ikke endnu”.

Med disse ord blev vi enige om, at vi skal have den ja-trusse på! Ikke en opfordring til at gå i fransk lingeri, men en opfordring til, at smide efter-fødselstrusserne ud og stoppe med at brokke os over os selv. Vi har født børn! Vi er mødre. Hvor vildt og stort er det ikke? Kroppen ændre sig og det kan være hårdt, at stå på sidelinien og se på. Don’t just stand there, do something. Hvis man får nederen på, af at se sit spejlbilled, er det et tegn på, at man skal igang med et eller andet der kan gøre synet mere tåleligt eller også skal man acceptere synet og stoppe med, at være så led ved sig selv. På med ja-trussen. Jeg vil prøve! Imorgen. Jeg har ikke sovet i flere døgn, mit mindsteyngel sover kun 30 minutter ad gangen og den store er syg. Sofaen kalder og jeg har et par kager der skal sluges…. #IDisgustMyself #OgSådanErKvindenSåParadoksal

//Camilla

 

Skilsmisseepidemi ?

6515140-skilsmisse-billede

Jeg læste her til aften, at 46% af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Jeg læste også at ægteskabets 4. år er det farligste. Hvert 4. par skilles inden de når at fejre kobberbryllup. Man er mere sikker efter de første 11 år. Der falder procenterne nemlig til 26. Det er stadig skræmmende høje tal synes jeg.

Vi blev gift i april 2012. Det betyder, at 2016 formentlig bliver noget rigtig lort. Ifølge statistikken. Det skræmmer mig, for jeg synes allerede, at parforholdet HAR lidt en del efter at være gået fra tosomhed til en familie på 4 og et renoveringsprojekt. Det kan du læse mere om her http://camillate.dk/parterapi

Jeg blev lidt nysgerrig på, hvorfor det går galt efter 4 år. Der er lavet en større undersøgelse af netop dette og den primære grund til at gå fra sin partner er

  1. Kommunikationen. Den fejler. Manglende evne til at løse problemer igennem samtale og manglende lyst til at samtale. Jeg kan nikke genkendende til, at manglende tid til at tale sammen, på sigt medfører at evnen til kommunikation forringes betydeligt! Det må da ske ret ofte! Især i en presset hverdag med børn, job, aftaler, madpakker, rengøring osv. osv. Vi tager os ikke tiden til at tale sammen. Vi bider af hinanden og langsomt kører det af sporet.
  2.  Ægtefællens personlighed. Der kan gemme sig mange væremåder i ægtefællens personlighed, som gør at det bliver ulideligt. Jeg tror ikke at snorken går ind under dette punkt. Selvom det er pisse irriterende!
  3. Stress i ægteskabet. Det er fx. stress over glemte aftaler, løftebrud, skuffelse mv. Stress i ægteskabet kan også være over børnene. Hvis der er ensidig bekymring over børnenes helbred eller uenighed om opdragelse. Den tror jeg de fleste forældre kender til. Det kunne også være pga. ekskærester, svigermødre og -fædre. Den her tror jeg også rammer en del derude. Arbejdsstress er også en stressform der påvirker ægteskabet og familielivet. Der opstår konflikter mellem jobbets forventninger og familiens forventninger.
  4. Følelsen af at være vokset fra hinanden.
  5. Tab af respekt og sympati for ægtefællen. At man ikke længere elsker sin partner.

At miste lysten og evnen til kommunikation samt tab af respekt for sin partner er i mine øjne noget af det værste der kunne ske. Jeg gav også udtryk overfor vores parterapeut, at jeg var bange for, at vi på sigt ville blive sådan et par, der havde mistet respekten for hinanden. Uden respekt er der jo ikke noget tilbage. Og hvordan genvinder man respekten? Jeg tror den er svær. Ikke umulig, men svær.

Når jeg læser sådan nogle triste artikler, så får jeg (ud over en mindre depression) en stor lyst og motivation til, at gøre alt hvad jeg kan, for ikke at være en del af de der lede statistikker. Mine bedsteforældre (på begge sider) har været sammen altid. De er mine store forbilleder. Jeg håber inderligt, at jeg kan sidde sammen med min mand om 50 år i Finn Juhls “Poeten” omgivet af alle mine oldebørn, stikke ham en lammer og sige: “What the fuck, din sexede gamle mand, vi gjorde det! I medgang og modgang!”

Jeg vil for min egen og mine børns skyld oppe mig og gøre det bedre. Også selvom jeg mener, at jeg faktisk er noget nær perfekt. At de ret så ofte er manden der har misforstået et eller andet.  Jeg er mega nærværende. Jeg bruger sjældent tid på instagram, snapchat, pinterest, facebook, hotmail, bloglovin, bloggen og google. Jeg er super god til at lytte når manden fortæller om sin arbejdsdag. Jeg er den der tager initiativ til at give ham et bare-fordi-kys. Jeg er super sej til at rose ham og SE ham. Men jeg tror ikke min mand er enig 😉 Der er altid noget at arbejde på. Vores parforhold er ikke perfekt, det bliver det nok aldrig. Istedet for at bruge al sin energi på #SundIMarts eller #NulSukker og  #DenEvigeSlankekur skulle man måske gemme lidt energi og tid på #RedDitParforholdIndenDetErForSent. Det bliver min opfordring her på den sidste dag i februar. CHALLENGE ACCEPTED! (Men jeg skal altså også igang med de der latterlige squats).

//Camilla

Parterapi

Jeg har grublet lidt over, om jeg havde lyst til at dele dette med Gud og hver mand. Gud jo jo, men hver mand?

I alle parforhold, uanset om man er gift eller ej, uanset om man har børn eller ej, kommer der kriser, problemer, konflikter, diskussioner og frustrationer. Det er vel uundgåeligt. Men hvornår bliver det så surt, at vores parforhold har brug for hjælp? Skal man have tænkt i skilsmisse tanker før man bør tage kontakt? Det er ikke et nederlag, at erkende, at man har brug for hjælp. Det måtte jeg ihvertfald minde mig selv om 50 gange dagligt da beslutningen blev taget.

parterapi

Det var sikkert som amen i kirken, at denne sætning blev fyret af hver gang vi havde en diskussion; ” Vi ses hos en parterapeut dit sure røvhul”. Det er egentligt utroligt at “røvhul” ikke blev Bertils første ord.                                                            Dagen kom (endelig) hvor jeg tænkte, at der måtte handling bag ordene. “Vi ses seriøst hos en parterapeut dit sure røvhul – og det er ikk’ for sjov!” Så jeg satte mig ned og forfattede en mail til en parterapeut. Jeg startede ud med at gøre det klart, at vi ikke stod i en eksistentiel krise eller for den sags skyld var på vej i skilsmisse. Bare sådan, at hun ikke hev det store psykologi-arsenal frem. Svaret kom ret hurtigt tilbage. Vi fik en tid ugen efter.  BOM! 2 flotte unge mennesker, hvis jeg selv skal sige det, kunne ikke finde ud af, at tale sammen. Vi skulle til Randers for at få styr på vores lort. Randers… Sagen var jo, at vi elskede hinanden, vi ville hinanden og derfor var det faktisk ret akavet, at tage afsted til parterapi. For det er da noget man gør som et sidste desperat forsøg på, at undgå skilsmisse. Vi var altså slet ikke derude.

Der var en afslappet atmosfære hos den rare terapeut. Hun startede ud med, at høre lidt om vores baggrund, hvordan vi mødte hinanden og sådan smalltalkede vi i en rum tid. Langsomt fik hun spurgt ind til, hvad problemerne drejede sig om. Hun var rigtig god til, at få os begge på banen og vi fik ret hurtigt åbnede op, hver især. Det, at få italesat sine tanker er ikke en dum ting. Vi var afsted 2 gange og det ændrede simpelthen så meget. Vi fik et nyt fokus, en fornyet energi i vores parforhold og en respekt som måske havde manglet lidt siden kollikbarnet blev født. Efter et husprojekt, hvor jeg var meget alene med Bertil, med min uopdagede fødselsdepression og manglende overskud blev det svært, at være noget for min hårdtarbejdende mand der havde brug for et skulderklap og opmuntring til, at fortsætte projektet. Terapeuten fortalte, at vi skulle se parforholdet som et par vægtskåle. Der skal være overvægt i den positive skål. Vores vægtskåle var nede under gulvbrædderne. De havde måske lige været nede ved grundvandet og flyde lidt. Vi fik nulstillet de her vægtskåle ved parterapeuten gennem samtale og hjemmeopgaven blev, at fylde en masse i de positive vægtskåle.

Hvordan fylder man på? Hvad gør ham glad? Hvad gør mig glad? 

Med udgangspunkt i “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman fik vi virkelig øjnene op for, hvad der betød noget for hinanden. Det lyder SÅ åndsvagt, men det giver mening. De 5 sprog lister jeg op her:

1) Anerkendende ord

2) Tid til hinanden

3) At modtage gaver

4) Tjenester

5) Fysisk berøring

Man kan gå rundt og tro, at man fylder på sin partners positive vægtskål ved fx. at give sin ham/hende gaver. Jeg elsker gaver fra min mand. Uanset hvad det er. Med forbehold. Hvis det, der gør Per allermest glad er, at jeg giver ham anerkendende ord eller et kys, så er det måske lidt spild af penge, at købe gaver til ham.

Derudover lærte vi, at det er vigtigt, at evaluere sit parforhold. Uanset om man har været sammen kort tid eller om man har fejret sølvbryllup. Parforholdet er en opgave. Det kræver arbejde, udvikling og evaluering. Èn gang om ugen, foreslog terapeuten, bør man sætte sig ned, med en kop kaffe og tale sammen. Give hinanden ros for de gode ting man har gjort for hinanden i ugens løb. Hvad har Per gjort for, at gøre mig glad? Hvad har jeg gjort? Det skal ikke være en samtale der handler om, hvad der har gjort os vrede, for det skaber afstand og man sætter parader op med det samme, hvis man skal høre kritik som det første. Afslutningsvis kan man aftale, på en konstruktiv måde, hvad der skal være mere fokus på. Hvad der skal være mindre af. Det er virkelig godt givet ud. Det giver sammenhold og følelsen af, at være sammen om et super vigtigt projekt, nemlig projekt “I medgang og modgang til vi bliver gamle. Til vi tørre ind, får slatten hud og får endnu tungere øjenlåg end dem vi render rundt med nu”.

Det kan være lidt svært, har vi erfaret, at finde tiden om aftenen med børn, madpakker, oprydning osv. Men det er en prioritering. Det bør være førsteprioritet. For hvad er et opryddet og rent hjem uden kærlighed? Hvad er en madpakke, hvis den ikke er smurt med kærlighed.  Røv-syg!

Inden jeg trykkede “Udgiv” spurgte jeg Per, hvordan han havde det med, at Gud og hver mand om lidt ville kende til vores ‘fucked up’ parforhold. Han svarede: ” Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg har fortalt det til mine kammerater og helt ærligt; Vi har været igennem et helt års total ombygning med en unge der skreg og ikke ville sove. Ingen forhold ville kunne klare sådan en omgang, uden et smut til Randers!”. Jeg er enig. Med dette indlæg håber jeg, at kunne bryde et tabu. At kunne inspirere og hjælpe andre før det bliver for surt. Jeg er helt okay med, at Gud og hver mand ved, at vi har et fuldstændig normalt parforhold 😉

10

Peace!

//Camilla