2016 – it’s on!

familieSå er vi godt i gang med 2016. Der er sikkert en masse derude i det ganske danske land, som traditionen tro er hoppet på en eller anden stram diæt og meldt sig ind i et fitnesscenter. Jeg er ligesom de fleste andre, en fisk i havet der gerne svømmer med strømmen, for ligesom at spare på krudtet. Jeg er hoppet ombord på nul-sukker vognen og jeg kan fortælle jer, at jeg klarede mandag-torsdag til ug! Da det blev fredag omlagde jeg strategien; Sukker i weekender er tilladt. Undtagen søndag. Sikke en lettelse for min sukker-afhængige krop. Man må starte med at stå, før man kan lære at gå. Det må være mit motto for 2016. Næste skridt bliver noget fitness og derefter nogle grøntsager. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, som ældre mennesker ynder at sige. Jeg er som bekendt på vej mod de 32 (næste efterår) så jeg vil kategorisere mig selv som værende i den modne ende af ungdommen. Netop derfor må jeg stoppe op og tænke mig godt om. Jeg har ikke et stofskifte som en hormonbefængt teenager længere, så vægtens udslag er nu overladt til antal skridt jeg går dagligt og en vis mådeholdenhed. Derudover kan jeg i øvrigt fortælle, at en læge på medicinsk endokrinologisk afdeling synes det kunne være festligt at trappe mig ned i medicin for mit lave stofskifte, for at se, hvordan min skjoldbrugskirtel reagerer. Jeg er skeptisk, men følger selvfølgelig lægens ord og går i en osteklokke af udpræget træthedsfornemmelser, værre end normalen. Oh the joy!

Jeg forsømmer bloggen. Dels fordi jeg ikke har meget på hjerte, dels fordi det kræver lidt tid, som jeg ikke rigtig synes jeg har. Beklager, men jeg tænker nu nok, at de der læser med har så rigeligt om egne øre, at det vel nærmest går ubemærket forbi. Moderskabet kræver mere end 24 timer i døgnet. Også selvom døgnet starter kl. ca. 5 og slutter kl. 00.15.

2016, jeg har ikke de store planer. Jeg tænker, at jeg fortsætter med at gøre mit bedste i mit parforhold. Vi har haft den sidste tur hos parterapeuten og det var fedt. Fedt at mærke, hvor meget vi har rykket os og fedt med anerkendelse fra en terapeut der var enig i, at vi helt sikkert har været igennem en ordentlig omgang. Tiden læger alle sår (og husprojekter) og heldigvis er vi kommet igennem på den anden side. Jeg er faktisk lykkelig. Sådan helt ind i maven. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har Mureren i mit liv. Uden ham tror jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde kunne være helt mig selv. Og den bedste følelse er, at være helt sig selv i en andens nærvær og føle sig elsket på trods af ekstreme humørsvingninger mellem kl. 5 og 8.00, på trods af mormortrusser, post-teenagebumser og en virkelig dårlig humor.

per

Planen er at spise sundere, dyrke noget motion og få lidt mere energi til at være en god mor i morgentimerne. Det kniber lige nu, men med aftenvagter og morgenfriske børn, så kommer enhver lunte (lang som kort) på prøve. Der er altid plads til forbedringer og jeg har tænkt mig, at forsøge at lade være med at tage sorgerne på forskud. Fx har jeg lige spist en halv plade Marabou med Oreos. Jeg vil ikke tænke på, hvad det gør ved mine lår eller numse. Nej, så hellere tænke på, hvor godt det smagte og hvor sej jeg var da jeg i går kun købte dén ene plade, selvom der var tilbud på 2.

camilla

2016 – it’s on!

//Camilla

1 år efter parterapi

For noget tid siden, fik jeg (måske lidt upræcist) spurgt jer der læser med, om i anonymt eller ej, havde lyst til at dele lidt om jeres parforhold via min blog. Mine tanker var, at det kunne være med fuldstændigt frie tøjler. At I måtte bestemme om det skulle være en fortælling om, hvad I synes er svært, hvordan I kom på den anden side af de problemer I måske har haft, hvad I gør for at holde hinanden ud, hvad I er gode eller dårlige til i jeres parforhold. Desværre var der ikke nogen der greb den ret så skæve og deforme bold jeg fyrede op i luften.  Derfor vil jeg koge lidt videre på min egen suppehøne.

Her et år efter vores besøg hos parterapeuten fra Randers har der været (lidt) tid til, at evaluere. Det gik rigtig godt i en lang lang periode. Alfred er landet i familien. Han er faldet godt til og vi er alle sammen evigt taknemmelige for vores firkløver. Det er ingen sag, at blive 4 med sådan en nem lillebror som Alfred er. Javist, der er mange vågne nætter og tidlige morgener. Dårlige og korte lure, appetitspring, tigerspring, raserianfald, institutionsopstart, seperationsangst, søvnunderskud osv. Det gør sig jo gældende i de fleste småbørnsfamilier. Det ER bare hårdt, at få børn. Derfor er det super vigtigt, at m an har et solidt parforhold. Hvis man er i et. Det er hul i hovedet ikke at samarbejde, når man er max presset. Det er dumt ikke at vægte sit forhold højt, selv om der er tons vis af undskyldninger for at nedprioritere forholdet imens ungerne er små. Herhjemme går dagene slag i slag. En gang imellem fristes jeg til at sige; Same shit different day. Tiden er ikke rigtig til den ugentlige evaluering af vores forhold. Èn af de opgaver vi fik. Vores dårlige undskyldninger er fx at børnene enten falder sent i søvn eller også ligger jeg på sofaen og halvsover og forbander mit lave stofskifte langt væk. En gammel-kone diagnose som jeg for nyligt har fået stillet. En anden dårlig undskyldning er, at vi er begyndt på serien “House Of Cards”. Det ene afsnit afløses af det næste og pludselig er klokken alt for mange. Det er vigtigt, at finde tid til hinanden selvom vi vælter rundt i bleer, gylp og bunkevis af vasketøj. Selvom den ene er en gammel kone der kaster den ene eltroxin tablet ned i svælget efter den anden. Selvom den anden brokker sig over, at der ikke engang er tid til træning, film og en øl. Kunsten i en småbørnsfamile er, at skabe tid, rum og luft til at være sig selv, være sammen som kærester, være sammen som familie, få set sine venner, få lidt kulturelt input og få gjort noget med den der far-krop og jeg-har-poppet-to-unger-oven-i-et-alt-for-lavt-stofskifte-krop. Flere timer i døgnet tak! Flere hænder tak! Hvis jeg blev præsident, ville jeg skaffe alle familier en fuldtids barnepige, betalt med de penge vi ikke har…..Og en personlig træner…

Profylaktisk tankegang. Et ord jeg har fået blæst ørene fulde af under min uddannelse som sygeplejerske og også i mit arbejde på de afdelinger jeg har været på. Profylakse gør sig ikke kun gældende i sundhedssektoren. Det gør sig i den grad gældende i forholdet. Det er faktum at parforhold er truet. Skilsmisse rammer alt for mange. Det skrev jeg faktisk lidt om i starten af min “blogger-karriere”, det kan du genlæse her Skilsmisseepidemi .  Nogle brud er helt sikkert nødvendige. Jeg vil ikke dømme nogen. Jeg har da selv været i andre forhold, som ikke var det rigtige.  Vores parterapeut sagde, at det var et rigtig godt valg, at komme INDEN lokummet for alvor brændte. Vi var derfor også mere modtagelige overfor de forslag hun stillede og de ting vi hver især havde på hjerte.  Fordi vi var der så tidligt, resulterede det i 2 besøg og med rigtig gode resultater.

Så snart det er muligt, skal vi helt sikkert afsted igen. Til den sidste samtale, som vi ikke nåede fordi jeg forventede Alfreds ankomst i starten af oktober. At jeg ikke fødte FØR termin kom bag på mig. At jeg skulle gå hele 10 dage over termin var nitten. Men han var ventetiden hver. En kliché jeg gerne fyrer af en gang imellem.

Det er så dyrt, at besøge en parterapeut! Ja. Det er ikke billigt. Men en tur på restaurant og hvad der ellers høre med til en hyggelig dateaften, koster altså også hurtigt 900kr. Lækker mad og lidt snak i stearinlysets skær er hyggeligt og nødvendigt. Man kan leve længe på en date-aften. De arbejdsredskaber man får med sig fra en terapeut kan man bruge resten af livet. Spørgsmålet er bare, om man prioritere at bruge de redskaber og implementere dem i dagligdagen. Det er da tankevækkende. Jeg siger ikke, at et parforhold er reddet ved at køre til Randers eller hvorend. Men det er givet godt ud. Jeg kan kun tale af erfaring.

Så sent som i sidste uge fandt vi tid til en hyggestund med kaffe og et slukket tv. Det var virkelig dejligt at få snakket. Det fik os til at bryde ud af den der hverdags-trommerum og vi har igen fokus på, hvad vi kan gøre for hinanden, for at fylde en masse positive ting i hinandens vægtskåle. Vores vægtskåle var i seriøs minus sidste år. Det er et arbejde at få dem i plus. Men det er faktisk lykkedes. En gang imellem ryger de i et lille minus, men det er egentligt ret nemt at få vægtskålene i balance igen, fordi vi har fået så gode redskaber.

Før hen blev jeg ofte ramt af en form for skam-følelse, fordi vi var/er nygifte og unge og have brug for parterapi. Men at skrible om det her på bloggen og læse jeres kommentarer, gjorde at jeg kunne vende det til en styrke. Jeg skammer mig overhovedet ikke. Jeg ville være uendeligt træt af mig selv, hvis vi havde valgt, at kaste håndklædet i ringen.

Det er forkert at tro, at det gode parforhold er én lang forelskelse. At man ikke møder fristelser. At man ikke skal være sammen, fordi man i en længere periode ikke har følt varme følelser for sin partner. At et godt parforhold er foruden daglige skænderier. Det er ikke parametre man kan bruge til noget. Parforholdet bliver stærkt når man er ude over forelskelsen og stadig er sammen. I alle parforhold vil man møde fristelser, men det handler om, hvordan man takler dem. Daglige skænderier er nedbrydende, men hvis man lærer noget af dem og det ikke er de samme ting man igen og igen skændes om, kan det vendes til noget konstruktivt. Man kan lærer at skændes på sådan en måde, at det ikke bliver med store ord og skabslågesmækken. Hvis man oplever (som vi gjorde), at det er de samme ting der fylder og bandes over, så kan jeg igen kun sige: AFSTED TIL EN TERAPEUT. Da jeg sagde “JA” til min mand i kirken (og på rådhuset) var det et “JA” til en fælles indsats om, at sætte al krudt ind på at forblive sammen. Til vi bliver gamle og skal herfra. Jeg håber virkelig, at vi slipper igennem nåleøjet og kan fejre guldbryllup eller diamantbryllup sammen.

Med dette vældig seriøse indlæg, vil jeg bare ønske alle en dejlig aften spækket med hygge, kvalitetstid og søvn!

image

 

//Camilla

Skilsmisseepidemi ?

6515140-skilsmisse-billede

Jeg læste her til aften, at 46% af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Jeg læste også at ægteskabets 4. år er det farligste. Hvert 4. par skilles inden de når at fejre kobberbryllup. Man er mere sikker efter de første 11 år. Der falder procenterne nemlig til 26. Det er stadig skræmmende høje tal synes jeg.

Vi blev gift i april 2012. Det betyder, at 2016 formentlig bliver noget rigtig lort. Ifølge statistikken. Det skræmmer mig, for jeg synes allerede, at parforholdet HAR lidt en del efter at være gået fra tosomhed til en familie på 4 og et renoveringsprojekt. Det kan du læse mere om her http://camillate.dk/parterapi

Jeg blev lidt nysgerrig på, hvorfor det går galt efter 4 år. Der er lavet en større undersøgelse af netop dette og den primære grund til at gå fra sin partner er

  1. Kommunikationen. Den fejler. Manglende evne til at løse problemer igennem samtale og manglende lyst til at samtale. Jeg kan nikke genkendende til, at manglende tid til at tale sammen, på sigt medfører at evnen til kommunikation forringes betydeligt! Det må da ske ret ofte! Især i en presset hverdag med børn, job, aftaler, madpakker, rengøring osv. osv. Vi tager os ikke tiden til at tale sammen. Vi bider af hinanden og langsomt kører det af sporet.
  2.  Ægtefællens personlighed. Der kan gemme sig mange væremåder i ægtefællens personlighed, som gør at det bliver ulideligt. Jeg tror ikke at snorken går ind under dette punkt. Selvom det er pisse irriterende!
  3. Stress i ægteskabet. Det er fx. stress over glemte aftaler, løftebrud, skuffelse mv. Stress i ægteskabet kan også være over børnene. Hvis der er ensidig bekymring over børnenes helbred eller uenighed om opdragelse. Den tror jeg de fleste forældre kender til. Det kunne også være pga. ekskærester, svigermødre og -fædre. Den her tror jeg også rammer en del derude. Arbejdsstress er også en stressform der påvirker ægteskabet og familielivet. Der opstår konflikter mellem jobbets forventninger og familiens forventninger.
  4. Følelsen af at være vokset fra hinanden.
  5. Tab af respekt og sympati for ægtefællen. At man ikke længere elsker sin partner.

At miste lysten og evnen til kommunikation samt tab af respekt for sin partner er i mine øjne noget af det værste der kunne ske. Jeg gav også udtryk overfor vores parterapeut, at jeg var bange for, at vi på sigt ville blive sådan et par, der havde mistet respekten for hinanden. Uden respekt er der jo ikke noget tilbage. Og hvordan genvinder man respekten? Jeg tror den er svær. Ikke umulig, men svær.

Når jeg læser sådan nogle triste artikler, så får jeg (ud over en mindre depression) en stor lyst og motivation til, at gøre alt hvad jeg kan, for ikke at være en del af de der lede statistikker. Mine bedsteforældre (på begge sider) har været sammen altid. De er mine store forbilleder. Jeg håber inderligt, at jeg kan sidde sammen med min mand om 50 år i Finn Juhls “Poeten” omgivet af alle mine oldebørn, stikke ham en lammer og sige: “What the fuck, din sexede gamle mand, vi gjorde det! I medgang og modgang!”

Jeg vil for min egen og mine børns skyld oppe mig og gøre det bedre. Også selvom jeg mener, at jeg faktisk er noget nær perfekt. At de ret så ofte er manden der har misforstået et eller andet.  Jeg er mega nærværende. Jeg bruger sjældent tid på instagram, snapchat, pinterest, facebook, hotmail, bloglovin, bloggen og google. Jeg er super god til at lytte når manden fortæller om sin arbejdsdag. Jeg er den der tager initiativ til at give ham et bare-fordi-kys. Jeg er super sej til at rose ham og SE ham. Men jeg tror ikke min mand er enig 😉 Der er altid noget at arbejde på. Vores parforhold er ikke perfekt, det bliver det nok aldrig. Istedet for at bruge al sin energi på #SundIMarts eller #NulSukker og  #DenEvigeSlankekur skulle man måske gemme lidt energi og tid på #RedDitParforholdIndenDetErForSent. Det bliver min opfordring her på den sidste dag i februar. CHALLENGE ACCEPTED! (Men jeg skal altså også igang med de der latterlige squats).

//Camilla