Svedpletter og taknemmelighed

Hvordan får jeg lige skrevet et nyt indlæg ovenpå det tunge emne om parterapi forleden? Jeg svedte en del umiddelbart efter at jeg fik trykket på “Udgiv”. Man åbner sig op og hvordan bliver det modtaget?  Mange tak for feedback og kommentarer her og der. Det er rigtig skønt, at få lidt indspark fra de der læser med.  Kort tid efter jeg fik trykket på “Udgiv” ringede telefonen. Det var min mor.  Hun havde læst indlægget og syntes det var fint. Lidt senere kom en dejlig sms fra hende der skubbede mig ind i blogverdenen. Hun skrev en masse søde ord og svedpletterne tørrede langsomt ind. Jeg havde glemt deodorant og jeg kan da afsløre, at jeg i skrivende stund, stadig venter på det bad, som jeg havde tænkt mig forleden aften. Et bad er én af de ting der står ret langt nede på en småbørns mors “to-do liste” men som ligger øverst på “I-wish listen”. Planen er dog, at nå det bad inden barnedåb på søndag.

Jeg håber, at mine indlæg kan give et smil på læben. Måske kan det give et lettelsens suk over, at du ikke er alene om, at synes din kæreste er en røv. At parforholdet kan være noget lort. At det heldigvis også kan blive godt igen. At mit parforhold heller ikke er perfekt.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke lever det perfekte liv selvom rammerne er ret lækre. Manden, børnene og det fine hus vi har istandsat. Det har altsammen en pris. Jeg ønsker mig ikke noget andet sted hen. Kun en gang imellem. Jeg elsker at være lige her. Selvom Alfred var vågen 2 timer i nat og Bertil vågnede kl 6.30. Jeg vil være ærlig. Det er nok alligevel ikke kun hos mig,  at der 10 cm væk fra kameralinsens rækkevide, ligger 3 ugers vasketøj på gulvet, madrester og lortebleer. Men det behøver instagram ikke at vide. At Bertils overskidte uldundertøj ligger i blød i en spand på 3.dagen, fordi jeg ikke kan overskue, at stikke hånden derned. Hygiejnen er i top! At du ikke er alene om, at have et misbrug af tørshampoo og vådservietter i forsøget på, at se bare lidt soigneret ud. Eller er jeg faktisk alene om netop den?  Tilværelsen er farverig. Min er sjælden lyserød. Det er jeg glad for. Det er alligevel ikke en pæn farve.

Nu har jeg fået oprettet en facebookside så jeg ikke behøver spam’e de uinteresserede med mine blogindlæg. Det giver på en eller anden måde hele det her barlsende blogger liv en vis seriøsitet, men det skal jeg nok klarer med en vis mængde selvironi.

På søndag skal mit nyeste skud på stammen døbes og jeg vil se frem til en dejlig weekend med familie og venner.

Jeg håber du og dine får en skøn én af slagsen. Tak fordi du læser med, jeg er taknemmelig for, at du gider.

//Camilla

bye-bye-barsel

Parterapi

Jeg har grublet lidt over, om jeg havde lyst til at dele dette med Gud og hver mand. Gud jo jo, men hver mand?

I alle parforhold, uanset om man er gift eller ej, uanset om man har børn eller ej, kommer der kriser, problemer, konflikter, diskussioner og frustrationer. Det er vel uundgåeligt. Men hvornår bliver det så surt, at vores parforhold har brug for hjælp? Skal man have tænkt i skilsmisse tanker før man bør tage kontakt? Det er ikke et nederlag, at erkende, at man har brug for hjælp. Det måtte jeg ihvertfald minde mig selv om 50 gange dagligt da beslutningen blev taget.

parterapi

Det var sikkert som amen i kirken, at denne sætning blev fyret af hver gang vi havde en diskussion; ” Vi ses hos en parterapeut dit sure røvhul”. Det er egentligt utroligt at “røvhul” ikke blev Bertils første ord.                                                            Dagen kom (endelig) hvor jeg tænkte, at der måtte handling bag ordene. “Vi ses seriøst hos en parterapeut dit sure røvhul – og det er ikk’ for sjov!” Så jeg satte mig ned og forfattede en mail til en parterapeut. Jeg startede ud med at gøre det klart, at vi ikke stod i en eksistentiel krise eller for den sags skyld var på vej i skilsmisse. Bare sådan, at hun ikke hev det store psykologi-arsenal frem. Svaret kom ret hurtigt tilbage. Vi fik en tid ugen efter.  BOM! 2 flotte unge mennesker, hvis jeg selv skal sige det, kunne ikke finde ud af, at tale sammen. Vi skulle til Randers for at få styr på vores lort. Randers… Sagen var jo, at vi elskede hinanden, vi ville hinanden og derfor var det faktisk ret akavet, at tage afsted til parterapi. For det er da noget man gør som et sidste desperat forsøg på, at undgå skilsmisse. Vi var altså slet ikke derude.

Der var en afslappet atmosfære hos den rare terapeut. Hun startede ud med, at høre lidt om vores baggrund, hvordan vi mødte hinanden og sådan smalltalkede vi i en rum tid. Langsomt fik hun spurgt ind til, hvad problemerne drejede sig om. Hun var rigtig god til, at få os begge på banen og vi fik ret hurtigt åbnede op, hver især. Det, at få italesat sine tanker er ikke en dum ting. Vi var afsted 2 gange og det ændrede simpelthen så meget. Vi fik et nyt fokus, en fornyet energi i vores parforhold og en respekt som måske havde manglet lidt siden kollikbarnet blev født. Efter et husprojekt, hvor jeg var meget alene med Bertil, med min uopdagede fødselsdepression og manglende overskud blev det svært, at være noget for min hårdtarbejdende mand der havde brug for et skulderklap og opmuntring til, at fortsætte projektet. Terapeuten fortalte, at vi skulle se parforholdet som et par vægtskåle. Der skal være overvægt i den positive skål. Vores vægtskåle var nede under gulvbrædderne. De havde måske lige været nede ved grundvandet og flyde lidt. Vi fik nulstillet de her vægtskåle ved parterapeuten gennem samtale og hjemmeopgaven blev, at fylde en masse i de positive vægtskåle.

Hvordan fylder man på? Hvad gør ham glad? Hvad gør mig glad? 

Med udgangspunkt i “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman fik vi virkelig øjnene op for, hvad der betød noget for hinanden. Det lyder SÅ åndsvagt, men det giver mening. De 5 sprog lister jeg op her:

1) Anerkendende ord

2) Tid til hinanden

3) At modtage gaver

4) Tjenester

5) Fysisk berøring

Man kan gå rundt og tro, at man fylder på sin partners positive vægtskål ved fx. at give sin ham/hende gaver. Jeg elsker gaver fra min mand. Uanset hvad det er. Med forbehold. Hvis det, der gør Per allermest glad er, at jeg giver ham anerkendende ord eller et kys, så er det måske lidt spild af penge, at købe gaver til ham.

Derudover lærte vi, at det er vigtigt, at evaluere sit parforhold. Uanset om man har været sammen kort tid eller om man har fejret sølvbryllup. Parforholdet er en opgave. Det kræver arbejde, udvikling og evaluering. Èn gang om ugen, foreslog terapeuten, bør man sætte sig ned, med en kop kaffe og tale sammen. Give hinanden ros for de gode ting man har gjort for hinanden i ugens løb. Hvad har Per gjort for, at gøre mig glad? Hvad har jeg gjort? Det skal ikke være en samtale der handler om, hvad der har gjort os vrede, for det skaber afstand og man sætter parader op med det samme, hvis man skal høre kritik som det første. Afslutningsvis kan man aftale, på en konstruktiv måde, hvad der skal være mere fokus på. Hvad der skal være mindre af. Det er virkelig godt givet ud. Det giver sammenhold og følelsen af, at være sammen om et super vigtigt projekt, nemlig projekt “I medgang og modgang til vi bliver gamle. Til vi tørre ind, får slatten hud og får endnu tungere øjenlåg end dem vi render rundt med nu”.

Det kan være lidt svært, har vi erfaret, at finde tiden om aftenen med børn, madpakker, oprydning osv. Men det er en prioritering. Det bør være førsteprioritet. For hvad er et opryddet og rent hjem uden kærlighed? Hvad er en madpakke, hvis den ikke er smurt med kærlighed.  Røv-syg!

Inden jeg trykkede “Udgiv” spurgte jeg Per, hvordan han havde det med, at Gud og hver mand om lidt ville kende til vores ‘fucked up’ parforhold. Han svarede: ” Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg har fortalt det til mine kammerater og helt ærligt; Vi har været igennem et helt års total ombygning med en unge der skreg og ikke ville sove. Ingen forhold ville kunne klare sådan en omgang, uden et smut til Randers!”. Jeg er enig. Med dette indlæg håber jeg, at kunne bryde et tabu. At kunne inspirere og hjælpe andre før det bliver for surt. Jeg er helt okay med, at Gud og hver mand ved, at vi har et fuldstændig normalt parforhold 😉

10

Peace!

//Camilla