Pinligt

Når præsten står foran alteret, strækker armene ud til hver sin side, for at give dåbsgæsterne Herrens Velsignelse, så regner man ikke med, at en 2årige stiller sig op foran præsten, med ryggen mod menigheden og gør præcis det samme. Først tænkte jeg “Sådan noget lort! Det er pinligt! Det er jo blasfemi! Gør noget Per!!” Men så slog det mig, at det måske var fint, at præsten også fik en velsignelse. Hun giver og giver, men får hun nogensinde noget igen? Det gjorde hun til Alfreds barnedåb. Af en 2årige Bertil.

Som forældre bliver man udsat (dette ord er måske så voldsomt) for meget. Bertil er i en alder, hvor han i den grad går under kategorien “Pinlige unge”. Som fx. i lørdags, hvor han var med mig inde i byen, for at shoppe lidt og købe blomster til dåben. Vi går ind i den super lækre blomsterforretning på rådhuspladsen. Da vi træder ind, møder duften af blomster, fugt og sødme mig. Jeg trækker vejret dybt gennem næsen og siger fornøjet “Ih hvor her dufter skønt!”. Bertil er tilsyneladende ikke enig, for han tager en stor indånding gennem munden og nærmest råber: “HER LUGTER AF LOOOORT!”. Jeg griner falsk og siger sådan lidt påtaget casual, at han da vidst er en værre drillepind her fra morgenstunden. Vi går rundt i butikken og jeg sniffer hver en blomst jeg kommer i nærheden af. Hvilke blomster skal jeg købe? Èn ting var sikkert, det skulle være nogle vilde buketter. Hvor ofte får man lige sit barn døbt? De skulle passe til hvide duge, dueblå servietter og empirestellet. Tænke tænke tænke. Vi nåede ikke, at være der længe, før Bertil løb rundt og gav roserne et par dask, sparkede til spandende som alle blomsterne stod i og sang “På loftet sidder nissen….” . Jeg greb lynhurtigt 3 buketter tulipaner og kastede dankortet i maskinen imens jeg med øjne i nakken trykkede koden samtidigt med, at jeg holdt øje med, at vandalen ikke kastede vaser igennem butiksvinduet. Jeg fik hevet Bertil med ud på gaden og takkede ham for, at han trods alt var så dygtig til, at være med sin mor på indkøb.bertilsne

Det her er bare et lille udpluk af, hvad han har sagt og gjort indenfor 24 timer. Jeg kunne skrive mange flere episoder, hvor min dejlige Bertil har været knap så dejlig men aldeles sød og på sin helt egen måde, en meget charmerende knejt.

 

alfred dåb Vi havde en skøn dag igår og Alfred artede sig. Tak for hilsner og lykønskninger.

 

 

 

Den pinlige fødsel

7.juni 2012 var den vildeste dag nogensinde. Jeg blev sat i gang på termin. På mange måder var jeg glad for at jeg ikke skulle vente på, at jeg ville gå i gang af mig selv. INGEN gider vente mere når man har nået terminsdag. Årsagen til igangsættelsen var mine mange svære allergier som flere gange har udviklet sig til anafylaksi. Græspollensæsonen er en killer og lægerne ville ikke tage nogen chancer. Ved forundersøgelsen blev der sagt “Yderst gunstigt miljø”. Det ville blive en let fødsel sagde de. Fra den første pille blev slugt, til Bertil var ude gik der vidst ca. 6 timer. Det var harsk! 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Vestorm, kaos og dødsangst.

Jeg var TOTALT kvæstet af de evindelige veer. Jeg var tør i munden, havde kvalme, troede jeg skulle brække mig hele tiden. Lavede bræklyde og brækrefleksen var ret stressende at skulle forholde sig til samtidig med alle de andre reflekser der arbejdede imod mig.

Ydmygelsen startede da jeg ikke kunne overskue at skifte tøj pga. de mange veer.

Ydmygelsen tog til, da jordemoderen måtte måle min temperatur.

Ydmygelsen blev total, da jeg fik lavement og brækrefleksen blev aktiveret samtidigt.

Jeg bad om kejsersnit flere gange end jeg havde veer.

Da Bertil var næsten ude fik jeg alligevel brølt noget ala: “Skub ham op igen! Jeg vil have et kejsersniiiiiiit!”

Når jordemoderen bad mig presse fik jeg sagt: “Nej, jeg vil gerne hjeeeeem!”

Jeg greb fat i Pers arm flere gange og brølede: “Start bilen, vi tager hjem!”

Da jeg blev bedt om at trække vejret stille og roligt, lykkedes det mig at trække vejret 3 gange hurtigere.

Jeg bad om at blive lagt i narkose!

Jeg bad Per om at slå mig bevidstløs!

Det eneste smertelindrende jeg kunne nå at få var en pondusblokade. Den blev lagt forkert og lammede mit venstre ben.

En let fødsel sagde de…. Nogen tænkte vidst at sådan en lille hvid løgn ville være på sin plads på sådan en salig torsdag. Til sidst blev læger tilkaldt og det føltes som om, at stuen var rimelig godt bemandet. Bertil var blevet stresset af de mange veer og så blev der med en ret bestemt tone sagt, at hvis jeg ikke fik ham ud nu, så var det til stor fare for baby. Så jeg tog mig sammen og fik ham ud på nul kommer fem. Kun to sekunder efter, at jeg fik skrigballonen op på min mave fik jeg en åbenbaring; “Det kan jeg sagtens gøre igen!”.

Sådan er mennesket så godt indrettet….

//Camilla

bertil2