Om at slå op med rutinen

Jeg sad forleden formiddag i to skønne veninders selskab og hældte et par liter kaffe ned i svælget imens vi sludrede om løst og fast. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om nogen bedre formiddag, end én af slagsen i selskab med veninder og en masse snak. Og kaffe. Jeg bliver altid inspireret i og af deres selskab. Denne formiddag snakkede vi bl.a. om hverdagen. Hvordan en hverdag ret hurtigt kan blive triviel og rutinepræget. Timerne fra sidst på eftermiddagen til børnenes sengetid, bliver herhjemme, ret så ofte brugt på følgende: Leg på stuegulvet eller i haven, ramasjang, oprydning i køkken inden aftensmaden skal laves, spisning, oprydning igen, ramasjang og lidt leg inden aftenbad eller vask, putning og tvkiggeri inden vi selv lukker vores tunge trætte øjenlåg. Det er fint med den kedelige hverdag i små doser. Der må gerne være ro på, en genkendelighed for de små. Men det er rigtig fint, at være i stand til, bare en gang imellem, at bryde den.

Jeg overvejer, som den diktator jeg til tider kan være, at nedlægge veto og indføre tv/internetfri tidszoner herhjemme. Ikke fordi det fylder vanvittigt meget, men fordi jeg tror vi kunne lære rigtig meget af det. Hvad ville aftenerne ikke kunne bruges på af hyggelige og kreative tiltag, hvis tv’et ikke slugte tiden og samværet?

Jeg har flere gange læst, at tv’et kan medføre stilhed i et parforhold. Ikke den stilhed vi alle hungrer efter, som jeg unægtelig gør, når jeg har været alene med ungerne i flere dage, hvor de skriger på skift og larmer med deres pistoler, fjernstyret biler, ramasjang og ipads fra morgen til aften. Det jeg mener er stilheden, hvor man er stille fordi man ikke længere kan finde ud af at tale sammen. Den form for stilhed vil jeg gerne holde udenfor vores 4 vægge. Der skal være noget at tale om. Men hvis vi skal tale sammen, skal det være om andet end det TV’et dikterer.

Vi er så magelige indrettet. Vi trives på den ene måde fint i vante rammer, med rutinerne og det kendte. Omvendt stresser vi vildt over at være unge og leve mere rutinepræget end mine pensioneret bedsteforældre. Vi vil jo gerne leve LIVET! Vi vil gerne have én på opleveren, uanset om det er stort eller småt. Vi vil gerne have mere overskud, mere energi og mere nærvær. Vi skal være bedre til at parkere den der magelighed på hylden og hive spontaniteten ned i stedet. Slukke tv’et og sætte os ud i ungernes legehus med et glas rødvin eller en kop kaffe. Hvis man som undertegnede er i kronisk søvnunderskud kan kaffen måske erstattes af en kop te. Grøn te. Ellers bliver der bare så mange ekstra vågne nattetimer. En risiko man ikke løber! Man kunne lave et bål en mandag aften. Kaste alle dynerne ud på altanen og læse godnathistorier i aftensolens skær på en tirsdag.  Læse krimier i hængekøjen i haven, sammen, når ungerne er puttet. Måske skulle man spise rugbrødsmadder på legepladsen i stedet for kødsovs ved spisebordet. Det kunne også være, at man skulle starte en familie-madklub, hvor man skiftes til at invitere og servere og have alle ude igen inden børnenes sengetid. I stedet for at tænke på alt det uoverskuelige i sådanne tiltag, så kunne man overveje hvor meget positivt man ville få med sig i bagagen. Mange bække små…. Sikke en å, hvis vi kastede os ud i at slå op med rutinen.

Mit livs to-do-liste bliver længere og længere for hver dag der går! Det stresser mig ikke. Det gør mig glad. Den dag listen bliver kortere og kortere, det må være den dag man er mæt. Både af oplevelser og af livet.

//Camilla