En hilsen fra den virkelige verden

Min barselsbobbel er punkteret. Med et brag. Jeg må indrømme at jeg blev noget forskrækket mandag morgen, da jeg stod der midt i virkeligheden på mit nye job. Det er ingen hemmelighed, at et plejehjem med svært demente er noget helt helt andet end Nyfødt-og børneintensiv. I virkeligheden kunne forskellen vel ikke rigtig blive større. Og så er det alligevel meget erfaring jeg kan bruge i mit nye job. Jeg har været i gang i 3 dage nu- og jeg er ret overrasket over, hvor mange spændende opgaver sådan en sygeplejerske på sådan et sted har. Selvom det er luksus at møde kl. 8, er det blevet mig en gåde, hvordan jeg tidligere kunne møde kl. 7 (omklædt) og nå at hive mit barn ud af sengen og kyle det ind af en lige-knap-åben-dør i vuggestuen. Nu har jeg to børn og skal møde kl. 8 (i hvert fald de næste 3-4 uger). Selvom det er direktør-tid er der pres på om morgenen. Børnene bliver vasket imens de spiser morgenmad og jeg børster tænder imens jeg drikker kaffe og den slags multitasking. Men jeg er faktisk kommet 10 minutter før tid hele ugen. Jeg er stolt! Mit nye job er spændende. Jeg er blevet taget godt imod. Både af nye og tidligere kollegaer, beboere og øvrig personale. Nu glæder jeg bare bare til at lære 75 beboeres navne udenad, deres diagnoser og de 100vis af nye kollegaer at kende. Det bliver en travl introduktion men er jeg spændt og glad.

Børnene har haft nogle lidt længere dage i institution end de plejer. De har indtil videre overlevet. Og det har jeg også. Min samvittighed har ikke været så hårdt ramt endnu. De har været i strålende humør og det samme har jeg. Det er så skønt at komme ud i den virkelige verden og vende hjem sidst på dagen til en røvfuld ulvetime(r), en stor lyst til at kramme og knuse, kravle rundt på gulvet og bygge hule -selvom øjenlågene er tunge og hjernen arbejder på højtryk. Vores aftener er spækket med praktiske opgaver, så vi er klar til at komme ud af døren næste morgen. Tanken om, at vores liv skulle se sådan ud hver dag fremover giver mig lidt klaustrofobi. Selvom jeg ikke er kommet i gang med mine aftenvagter endnu, tror jeg alligevel på, at det er langt den bedste løsning for mig og for mine børn. Så må vi se hvordan Mureren klarer ungerne i ulvetimen, helt alene i 3-4 dage 😉

Til info kan jeg fortælle, at jeg ikke (hvad jeg ved af) har været pinlig endnu. Jeg har ikke blødt igennem de hvide bukser, vendt vrangen ud af kitlen eller haft birkes imellem fortænderne hele dagen. Jeg ville bare sige hej og håber alle hygger derude. I morgen får min blog fornemt besøg af en meget sød co-blogger Trine aka. Vebsen.

En beskidt jobsamtale #2

Jeg ligger i min søns juniorseng og smiler lidt nervøst. Nervøst fordi jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at råbe HURRA eller om jeg skal vente…. Jeg fik opringningen! Jeg fik jobbet! De kunne se igennem fingrene med det fedtede hår, mine beskidte bukser og sko, min dreadlock og de svedige sætninger jeg fik slynget ud (det var dog ikke noget de pointerede vil jeg lige sige). Min måske nye arbejdsgiver skal indhente referencer fra min sidste arbejdsplads. Min sidste arbejdsplads, blev jo som nogen ved, et kort bekendtskab da jeg blev gravid. Senere fik jeg bækkenløsning, som jeg slet ikke kendte til under min første graviditet. Jeg tilbragte en del tid på toilettet på Skejby sygehus med hovedet i kummen indtil bækkenløsningen tog over. Jeg shinede ikke – lad os sige det sådan.

Nuvel, jeg kan ikke forestille mig, at min tidligere arbejdsplads skulle advarer min potentielle nye arbejdsplads mod at ansætte mig.

Tak for jeres krydsede fingre! Jeg vil råbe et lille hurra! og vente med at fejre det, til jeg bliver ringet op imorgen eller fredag med det endelige svar.

image

//Camilla

En beskidt jobsamtale…

Kender I de der statusopdateringer på facebook som både giver nysgerrighed og svær irritation? Det er den her slags jeg mener: “Åh! Jeg kan ikke holde til mere nu” eller “Jeg har grædt mig selv i søvn, skriv en privat besked hvis du vil vide hvorfor”….. Jeg skærer tænder og får en trykkende fornemmelse i (de høje) tindinger.

Jeg sidder med morgenkaffen, en flad (øko) spegemad og venter på, at telefonen ringer. Den skulle gerne ringe i dag. Går alt galt ringer den først i morgen. Det er en vigtig telefonopringning, som har store konsekvenser for min fremtid! Skriv privat besked hvis du vil høre nærmere…

spege

Aaaaaj, forklaring er som følger: Det er ikke et hvilket som helst opkald jeg er spændt på. Det er et opkald der er afgørende for de næste mange år af mit og min families liv. Min barsel slutter 15/9 og min lille tykke guldklump starter i vuggestue i næste uge. Eftersom mit sidste job var et vikariat, er jeg lige om lidt arbejdsløs. Dem der er i samme båd som mig, og som er bosat i Aarhus kommune, ved måske, at der er meget få stillinger at søge. Jeg har søgt én stilling og var så heldig at blive indkaldt til samtale. Samtalen gik ned i går. Selvom jeg fik vores næsten-naboer (og rigtig gode venner) til at aflevere den store i børnehave, så jeg kunne forberede mig lidt på samtalen imens den lille sov, nåede jeg ingenting. Ikke det jeg skulle…

I de par timer Alfred sov, fik jeg tæsket hytten med støvsuger og desinfektionsmiddel, satte 100 kg vasketøj over, bagt glutenfri rugbrød og fik da også kradset lidt noter ned på et stykke papir om, hvorfor jeg skal ansættes i den her vigtige deltidsstilling. Det er længe siden jeg sidst har været til samtale, og jeg må indrømme at jeg var hamrende nervøs for at forlade min barselsbobbel og trække sygeplejebrillerne på og være faglig igen. Selvom det kun var en halv times snak, ja så er det jo altså på fagsprog meget af det.

Min mand kom hjem for at holde øje med Alfred imens jeg tog til samtale. Lige inden jeg smuttede ud af døren, lavede jeg den obligatoriske jordens-dybeste-indblæsning-igennem-næseborene-under-armhulen og kunne konstatere (med lyd på) at det alligevel var på grænsen til det ulovlige, sådan som der lugtede. Jeg havde ellers været i bad…..på et eller andet tidspunkt….Det var det jeg skulle have nået imens Alfred sov….SUK! Jeg tjekkede mit ungdommelige ansigt i spejlet i vores entré og blev super forskrækket. Mit hår var max fedtet i siderne (Danny fra Grease-style) og håret har ikke set en hårbørste i en længere periode. Selvom mit hår var oppe i en knold, kunne det altså ikke skjule den store fede dreadlock, som det var blevet til. Fuck it, jeg havde travlt og kastede mit korpus ud i vores mega beskidte bil. Jeg drejede nøglerne rundt og kiggede ned på mine lår. Mine sorte bukser var plettet ind i avokadomos, havregrød og what not…. GREAT!! Jeg sad med mit ærme og lidt spyt og forsøgte febrilsk at tørre skidtet af uden det store held. Jeg vil ikke bruge tid på, at beskrive mine rosafarvede ballerinaer fra sidste sommer, som jeg hoppede i uden at tænke mig om. På en eller anden måde, skal jeg være taknemmelig for, at jeg ikke tog afsted i hjemmesko, som jeg jo ynder at praktisere. Det var walk of shame hen til hoveddøren, hvor jeg skulle vente på at blive hentet.

Det er så dumt! At bruge tid på alt muligt andet end sig selv, på sådan en vigtig dag. Jeg klarede jobsamtalen, forstået på den måde, at jeg fik en følelse af, at det kunne have gået meget værre. Jeg havde lidt svært ved at anvende fagsprog, eftersom jeg i rigtig lang tid, har gået hjemme og talt med mig selv om mine børn. Jeg havde lige glemt at tænke over 3 gode og knap så gode egenskaber jeg besidder og det gav anledning til lidt pinlig tavshed. Jeg fik brugt ord der faktisk ikke eksisterer… En knoklersk…!? Individualistseende….!?! og jeg kunne ikke komme i tanke om en sidste ting…. Det her var altså de tre gode egenskaber, hvis du skulle være i tvivl. Da jeg skulle nævne tre ting jeg kunne blive bedre til, blev der helt stille. Jeg fik sagt noget i stil med: “Altså der er uhyggeligt meget, men jeg ved ikke lige hvilke ting jeg skal hive frem som er relevant i denne sammenhæng”…. Super! Til sidst fik jeg sagt noget med, at jeg var ret dårlig til at takle dårlig stemning på en arbejdsplads og at jeg var for langsom til at sige fra overfor den slags, fordi det i mine øjne er en udfordring at konfrontere folk, når de har trådt mig over tæerne…. Godt så! Fik jeg sagt, at stillingen hedder “Ansvarshavende sygeplejerske”? Nåh men altså, jeg venter som sagt på, at telefonen ringer… Jeg har ingen idé om udfaldet. Ingen mavefornemmelse. Men jeg kan afsløre, at det til dato har været den værste jobsamtale. Når det så er sagt, håber jeg på, at de kunne/kan se igennem pletter på tøjet, fedtet hår og en dreadlock, trætte øjne, svedige hænder og dirrende kæbeparti pga. nervøsitet. Jeg er en dygtig sygeplejerske og hvis de hellere vil have én der går op i personlig hygiejne, ja så er det jo deres tab……………..

kryds

//Camilla