En instagrammers paradoks

S:O:S !

 

panikI disse dage er jeg uden en telefon, som kan andet end at ringe og skrive når signalet tillader dette. Jeg er banket tilbage til starten af år 2000. Min iphone er til reparation. Den overlevede alligevel ikke at blive tabt på fliser, tabt i toilettet og være i hænderne på min ældste dreng. Derudover er der en eller anden teknisk fejl, som opstod dagen efter jeg fik den. Lånetelefonen har ikke facebook, instagram og snapchat. Jeg var i vild panik forleden, da min telefon åndede ud. Jeg kunne hverken ringe eller sende sms. Jeg havde en halv aftale med en veninde. Jeg kunne ikke Google EL-gigantens åbningstider og kørte forgæves. Jeg kunne ikke skrive til min mand, at jeg var i panik. Jeg kunne ikke snappe det til nogen. FUCK! Jeg havde endda lavet lækker morgenmad til mig og drengene! Ingen ville kunne se det. Jeg havde en bums på hagen. Jeg kunne ikke snappe det med teksten: SIGN OF YOUTH med en “thumps up” emoji til nogen! Lorte morgen. Lorte telefon. El-gigant(isk) møg butik. Som dagene er gået, har panikken lagt sig. Jeg er så småt ved at detoxe. Udrensningen går okay. Jeg har pludselig ret så meget tid. Jeg nyder det. De der app’s er en af de største tidsrøvere. At gennemse snaps fra nær og fjern, fra tætte og bekendte, det sluger tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet. Instagram. Et univers spækket med det man interesserer sig for, uanset om det er mad, børn, mode, design osv. Jo flere man følger, desto flere billeder klikker ind i dit feed. Der skal likes, kommenteres og besvares. Alt sammen er hyggeligt. Men det sluger en masse tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet.

I går havde jeg Bertil hjemme (som jeg har hver fredag). Vi var på Emmerys. Vi var til læge med Alfred. Ungerne sad sammen i barnevognen og Bertil holdt om Alfred. De var SÅ søde og rolige og artige. True story! Men ingen dokumentation.  Vi var på legepladsen, i haven og grave og plante. Jeg bagte spelt(!)pandekager til drengene med hjemmelavet marmelade og dolcevita is til. Vi fik lækker aftensmad, snolder og aftenskaffe. En rigtig god og ret så perfekt dag. Og ikke et eneste øjeblik blev taget fra mine børn, fra min mand, fra vores hyggestunder, for at sende snaps, poste billeder på instagram, opdatere mig på facebook osv.

Nogle gange bliver jeg grebet af den her ambivalens, fordi jeg på den ene side nyder de mange virtuelle bekendtskaber, de fortællinger og billeder de søde instagrammere smider ud. På den anden side er det meningsløst, at bruge tid på, at kommentere andres søde børnebilleder, når mine egne børn og mand er dem, der skal bekræftes og have min tid. Kan du følge mig? De sociale medier, er faktisk en nødvendighed for mig, som blogger, hvis jeg ønsker, at andre end mine forældre og mand læser med. Jeg er nødt til, at vise lidt af mig selv derude i den virtuelle verden, for at vække lidt interesse omkring min blog. Og sikke mange søde mennesker jeg har “mødt” på denne måde. Fantastisk. Men alting med måde. Mit forbrug skal skæres ind til benet, viljen er der (lige nu) og håber, at den forbliver.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være foruden min telefon. Indtil da vil jeg detoxe, nyde roen og stilheden. Nyde at lytte til min mands tunge, snorkende åndedrag inden jeg falder i søvn om aftenen, i stedet for, at scrolle 100vis af billeder igennem og overstimuleres af søde babyer, lækre hjem og fede “gør-det-selv-løsninger” som jeg kan gruble over inden jeg lukker øjnene. Jeg vil nyde min familie uden afbrydelser af en telefon der springer op i deres ansigter, hver gang de gør noget sødt eller sjovt. Jeg vil nyde min speltpandekage helt alene og sammen med familien. Selvom jeg virkelig gerne ville have vist jer alle, at jeg er blevet speltmor! Og endnu vigtigere; manden er blevet speltfar. Hans søgen efter indre velvære og mindre fysisk ubehag pga. intolerence overfor forskellige fødevare, har ledt os til speltens verden. Spelt og laktosefri mad er bomben herhjemme. For nu. Til gengæld vil jeg kaste lidt af min tid på bloggen i stedet. Den er mere mig og noget jeg nyder på en anden måde. Det er umuligt, at lave blogindlæg når familien vælter rundt om mig med legetøj, lortebleer, snotnæser og skrig og skrål. Derfor er det sådan noget jeg sidder med i stilletimerne om aftenen eller imens børnene sover lur. Det vil sige, at tiden til dem ikke stjæles af min blog. Perfekt!

 

//Camilla

Et kram til den søde Jakob Kokfeldt for computer-assistance. Jeg er intet mindre end VILD med min nye pc. TAK for din hjælp!