Underbukser er alligevel yt

Der er gået lidt tidsrøver i mit nye job. Både fordi jeg er gået op i tid og fordi jeg nu er på arbejde samme tid som resten af familien er ude af døren, hvilket lægger et klart pres på “Camilla-tid” som nu er nedjusteret til de antal minutter jeg tillader mig at låse døren på badeværelset i ny og næ.

karriere

Jeg forstår ikke, hvor folk får tid til ret meget andet end arbejde og badning af børn, aftensmad plus madpakkeræs inden sengetid.

Jeg trives med den nye tilværelse og jeg er opslugt i og af mit nye job. Det er super spændende og jeg er meget begejstret. Men der er drøn på hver morgen. Der er ikke tid til ret meget andet end det helt basale. Eller er der… Forleden sendte jeg Bertil afsted uden underbukser på. Det er ikke hver dag, at de både får børstet tænder og får en klud i hovedet på samme tid. Hvad man ikke når den ene dag….når man formentlig heller ikke den næste. Man kan vel sige, at jeg nu er blevet sådan en fortravlet karriere-mor med kronisk dårlig samvittighed. Kan man have en karriere indenfor det kommunale? Det er som om kommune og karriere ikke passer sammen som fod i hose. Det sjove af det hele er bare, at det var jeg jo egentlig også før. Altså et slags karriere menneske. Da jeg var aftenvagt på 28 timer. Der bildte jeg mig selv ind, at jeg ville få meget mere tid med mine børn fordi jeg først mødte kl 15. Det fik jeg bare ikke, for jeg gik glip af mange eftermiddage og aftener og de blev ikke afleveret meget senere end kl. 9. Som aftenvagt blev jeg spist op af dårlig samvittighed over, at jeg var så meget væk når resten af familien var hjemme og over det faktum, at de sene aftener gav mig (søvn)underskud og en kortere lunte.

Men hey! Alt er godt. Jeg skal ikke klage. Og jeg vokser med alle de opgaver jobbet og moderskabet byder mig.

Alfred fik dræn i sidste uge. Jeg håber, at vi snart får vores nattesøvn igen. Indtil videre er der ingen forbedring men sommerferien banker på døren og så skal det hele nok gå. Jeg har ikke sovet i et halvt år så et halvt år mere- det tager vi i stiv arm…….

Vi skal syd på i år. En lille smule syd og så stik øst. Til Fynsland.  Drinks, varme aftener, fælles bad og fælles toiletter som deles med 100vis af med-campister. Det bliver kræs… Men vi glæder os. Vi glæder os til badeland, cykelture, madpakker ved vandet, hoppepude (for dem der ikke har født 2 børn vaginalt) og forhåbentlig en masse solskin.

Glædelig sommer ☀️

//Camilla 

Jeg jinxede det

Jeg kunne have stranguleret mig selv dagen efter jeg skrev sidste blogindlæg. Jeg er mester i at prale når tingene kører på skinner. Det være sig når børnene sover godt, når der er plus på parforholdskontoen, når helbredet gør det godt og  økonomien tillader det ene impulskøb efter det andet. Det er ikke fordi jeg vil være en sortseer, men jeg har efterhånden erfaret, at lykken er kort. I hvert fald når det drejer sig om helbredet og økonomien. Jeg fik jinxede ungernes helbred. Knap et døgn efter, at jeg smed sidste uges blogindlæg op, gik Alfred ned med flaget (igen!). Det skulle tage ham en hel uge, at komme sig over høj feber og hoste. En hoste som frarøvede os alle en lækker nattesøvn – i en hel uge.

img_0429.jpg

I dag er BEGGE unger afleveret i institution. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Regnvejret opfordrer mig til en dag på sofaen med stearinlys og en god film. Rastløsheden kalder på en shoppetur i Illums og et smut hos plantepusheren. 40 planter indendørs er nemlig ikke helt nok. Fornuften kalder på en støvsugning, et bjerg af vasketøj der skal ordnes, en fyldt opvaskemaskine der skal tømmes og et fyldt køkkenbord med beskidte tallerkener mv. Man siger jo, at fornuften vinder. Sådan går det ikke ned i Kasted i dag. I dag vinder regnvejret og jeg vil kaste mig i sofaen. Jeg har fortjent det efter en travl weekendvagt, særligt fordi jeg – hold fast – har cyklet til og fra job. Dem der ved, hvor jeg bor og arbejder ved også, at der kun er 5 km hver vej. Dem der kender mig ved, at 5 km. er lidt af en præstation for sådan én type der har et ganske ufornuftigt forhold til motion og grøntsager. Jeg søger med andre ord en lille klapsalve…

Ja, jeg har købt cykel, cykeltrailer og 3 cykelhjelme. Det er slut med at ligge på den lade side. Sådan et impulskøb efterlader naturligvis en skræntende økonomi, men jeg er kommet dertil hvor jeg er for træt til at have dårlig samvittighed.

img_0395.jpg

Glædelig mandag og hyggelig regnvejrsdag til dig.

//Camilla

Zombie lignende tilstande i Aarhus

Jeg svinger en gang imellem forbi bloggen, med tanken om at nedfælde et eller andet, men jeg går i stå hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke oplever ting og sager, som kunne afføde et blogindlæg, men jeg er en zombie for tiden. Mombie som det også kaldes, når årsagen skyldes moderskabet.

Mine børn er født med evnen til at overleve på ganske få timers søvn. En evne jeg ikke selv er født med. Min krop kører på energien der udvindes af stærk kaffe og snøfler. Snøfler er ikke det foretrukne, men jeg er for træt til at bevæge mig ind til en bager og købe studenterbrød og træstammer, som klart er en favorit.

Efter en aftenvagt i går, nåede jeg at sove 2 sammenhængende timer inden natteræset begyndte. En vågen 1 årig i midten af dobbeltsengen, som sad på knæ og bankede panden ind i væggen og derefter brugte en times tid på at trække sine sutter hen over de nubrede vægge, imens han energisk og ganske rytmisk råbte “bah!” 100 gange. Efter 2 timer faldt ynglet i søvn igen og det var åbenbart den 3åriges clue til at stå op og sparke døren ind til soveværelset. Da det gik op for ham, at hans mor ikke var nede med idéen om tidlig morgenmad og ramasjang før kl. 05.15 afløstes morgenglæden til et raserianfald af en anden verden. Så det blev ikke til så meget søvn, som man kunne håbe på. Som man hver aften beder om, inden man lukker øjnene. Faktisk kan livet med børn ikke rigtig beskrives bedre end sådan her:

People with no kids don’t know

Jeg har set klippet åndsvagt mange gange og jeg skriger af grin hver gang. Om det skyldes den massive sønvmangel eller om det rent faktisk er fordi Michael Mcintyre er sjov, det må være op til dig at vurdere.

I weekenden har jeg været i København på Tøsetur med min moster og mor. Vi skulle over og besøge min kusine på Nørrebro. Det var trods møgvejr en fuldstændig fantastisk weekend fyldt med grin, hygge, shopping, kulturelle input ifm et helt genialt teaterstykke; “En sommer uden mænd”, rødvin, god mad og et smut i torvehallerne. Jeg kan kun anbefale alle mine med-mødre derude, at pakke tasken og forlade den synkende skude. Det var virkelig tiltrængt at få lidt luft under vingerne, som ikke er sådan nogle charmerende englevinger, men nærmere store blege fedtholdige hudlapper, der kører deres helt eget løb. Udover at spise en hel bakke snøfler inden en færgetur søndag aften, inden Gorm rigtig tog fat og lukkede færgeafgangen, lykkedes det mig at dyppe en pommes frittes i en omgang mayo med et rimelig stort glasskår i. Det resulterede i en ufrivillig tungepiercing og en gratis middag, som selvfølgelig var på sin plads efter sådan en traumatisk oplevelse.

Nu er jeg hjemme igen, tilbage på Titanic om man vil. Manden har skiftet job, hvilket giver børnene kortere dage i institution og moderen en mindre dårlig samvittighed over selv samme. Det giver mere luft herhjemme og jeg kan fortælle, at det går rigtig godt på jobbet. Jeg trives, lærer en masse nyt, har travlt og har søde kollegaer.

Det er december måned og jeg glæder mig allerede til en masse julebag, julemusik, hyggestunder og det sædvanelige desperate forsøg på at indhente søvn.

Glædelig december derude.

//Camilla

snemandBertil har taget et billede af mig med hovedet langt fra snemandens…Jeg tror ikke han forstod konceptet…