Et nyt kapitel

Lettelsen og glæden over at have fået mit livs første faste stilling som sygeplejerske blev ret hurtig afløst af somebody-shoot-me-in-the-face da Alfred blev syg. Det væltede ud af hovedet på ham med snot. Når man i forvejen lider af søvnunderskud sætter panikken ind, når man kl. 00.30 må konstaterer, at resten af natten kommer til at foregå på en pilatesbold med 11 kg tung baby på armen. Når man er suttemisbruger og ikke kan trække vejret gennem næsen er det klart, at det giver anledning til sparsom søvn. Naturligvis blev både mand og jeg smittet og vi har ligget underdrejet herhjemme. Efter flere nætter med knap 3 timers usammenhængen søvn blev jeg psykopat. Paten Camilsen. Hende der gik rundt i joggingbukser med hul imellem benene og en “hvid” tshirt der mest af alt lignede en skitse over en slagmark under anden verdenskrig. Der var blod, sved, snot og tårer på, hvilket i virkeligheden er ret standard…. Hende der havde fedtede hår og hev det hele tilbage i en alt for stram knold, som muligvis fik udtrykket til at se endnu mere “faisty” ud.  Jeg blev sådan én manden ikke lige skulle give et kærligt klap bag i.  Jeg blev desperat og skrev til min søde økohippieveninde, Eva som hun også hedder, efter råd. Hun sendte sin mand forbi os med en kasse fuld af grøn bliv-rask-pulver, kapsler med sundhed, tabletter med overskud, the med immunforsvarsbooster og den slags. Og selvom vi ikke er helt uden snotnæser, er vi meget tæt på. Ungerne fyldes med vitaminer, probiotika og hjemmepresset rødbede/gulerod/ingefær/æble/citron – juice og de er tilfredse og drikker det hele med største fornøjelse. Til info kan jeg fortælle at jeg har været i bad, bukserne er smidt ud og tshirten ligeså. Min mand og jeg er stadig sammen til trods for en lidt presset stemning da situationen herhjemme stod værst til.

Opstart i vuggestue blev et par dage forsinket pga. sygdom hos undertegnede, men vi var begge afsted onsdag. Alfreds første dag som vuggestuedreng. Sikke en positiv oplevelse de sidste to dage har været. Jeg kunne ikke blive mere tryg ved, at skulle aflevere ham til de to pædagoger der arbejder i hans vuggestue. De er fuldstændig fantastiske. Rolige, hjertevarme, smilende og deler ud af kram, knus, klap og godt humør midt i en fuldstændig kaotisk vuggestue med snotunger, ikke-sovende, grædende børn. Selvom normeringen i institutionerne er alt alt for ringe, så formår de virkelig at se hvert enkelte barn. Det var meget tydeligt, hvor glade børnene var for de to damer. De var meget interesseret i Alfreds vaner, rytme, interesser osv. De tilrettelægger dagen efter, hvad de vurderer flest børn vil have størst glæde af. Der er ikke den samme struktur som vi var vant til, fra Bertils tid i (en anden) vuggestue, men det skræmmer mig ikke længere. Det giver mening at opveje, afveje og overveje. Der er pædagogiske tanker og handlinger bag “den manglende struktur” og det er trygt. Jeg er fan!

Jeg når at have en lille uges tid for mig selv, inden jeg skal starte på arbejde. Jeg er taknemmelig. Sådan virkelig. Hvor heldig kan jeg have lov at være, at blive kaldt til samtale på den eneste stilling jeg har søgt – og så rent faktisk få jobbet!?!? Selvom det ikke er på Skejby Sygehus, hvor jeg har været ufatteligt glad for at være, særligt indenfor det akutte, så er jeg sikker på at jeg kan lære en masse og gøre en forskel der hvor jeg nu skal i gang. Jeg glæder mig! Men inden jeg skal i gang, må jeg indrømme at jeg glæder mig vanvittigt til en del formiddage på sofaen med House of Cards på netflix og varm kaffe i koppen. O søde liv!

Jeg står med ét ben ude af barselsboblen og det andet er stadig derinde i det trygge. Efter at have talt med pædagogerne i Alfreds vuggestue og set ham være nysgerrig, undersøgende og tryg ved det hele får jeg en rigtig god mavefornemmelse. Dét sammenlagt med min jobsituation, ja så er jeg altså klar til at hoppe ud af boblen og ind i et nyt kapitel.

alfi2

//Camilla

Indlæggets thumbnail er lånt fra Henkogt Hverdag

Barselstanker

Det er ikke nogen hemmelighed, at man bliver lidt mere følsom når man er blevet forældre. Livet ændre sig og jeg synes det er blevet mere meningsfyldt. Dette selvom jeg ikke forstår meningen i rigtig mange af de ting børn og babyer gør. Som fx at vågne kl 5…Eller at sætte en enorm stor ære i, at beholde en lorteble på så lang tid som overhovedet muligt, for til sidst, på puslebordet, at sige “Okay jeg har lort i bleen”… Jeg forstår heller ikke meningen i, at brokke sig over tandbørstning og sætningen “Så er det sengetid” hver ENESTE aften. Det sker uanset. Hver eneste aften.

Hver morgen overvejer jeg, om jeg skal holde den store hjemme eller om han skal afsted i vuggestue. Han har sin faste fridag om fredagen, men burde jeg have ham mere hjemme nu, hvor jeg har barsel… Omvendt har han korte dage og måske er det også godt for ham, at der er en vis struktur i hverdagen. Struktur og barsel er nemlig to ord der ikke går hånd i hånd.

I går og i dag har det ikke været sjovt at aflevere Bertil i vuggestuen. De sidste to dage har jeg tudet på vej hjem i bilen. Vi siger farvel i vuggestuens fællesrum. Jeg får et stort kys og et kram og så vinker han imens han råber: “Jeg elsker dig”, “pas godt på far og Alfaad”, “Vi ses snart mor”, “Jeg skal ikke være ked af det”, “jeg skal ikke græde mor”, “farveeeel”.  Når jeg åbner døren for at gå ud af vuggestuen, kan jeg se, at han putter sine fingre i munden (i mangel på sin sut og tryghed) og vender sig rundt for, at finde én der kan fortælle ham, at det nok skal gå. Problemet de sidste to dage, har bare været, at der har været for mange helt små størrelser der har krævet den eneste pædagog(medhjælper) der var i fællesrummet og derfor må de større trøste sig selv. Det eneste jeg har haft lyst til, var at gå ind igen og tage ham med hjem. Når han bliver hentet af Per om eftermiddagen får vi at vide, at han har haft en rigtig god dag. De ved også, at de skal ringe til mig, hvis de synes han er ved siden af sig selv. Det giver ingen mening, at jeg skal gå hjemme og hygge når mit barn er ked af det og ikke er sig selv i institutionen.

blogprof

//Camilla