Vi skal starte i børnehave!

Fuuuuuuuck! I marts for 2 år siden afleverede jeg en stor skaldede, kravlende, savlende 10 måneders baby i vuggestue for første gang.  Idag har vi fået tilbudt børnehaveplads i en integreret institution i det nordlige Aarhus. Ikke den plads vi ønskede os allermest, men en plads et sted, med et udemærket ry. Håbet var, at han kunne starte i børnehave lige ved siden af den vuggestue han går i nu. Så kunne Alfred nemlig starte i  samme vuggestue, hvilket ville gøre mig glad helt ind i hjertet, da vi er SÅ glade for pædagogerne og deres fantastiske arbejde med alle ungerne. Dog er der en fordel ved en integreret institution, da Alfred ville komme til, at kende stedet inden han selv starter, og overgangen fra vuggestue til børnehave, ville ikke blive så hårdt (for moren), for han ville allerede kende huset, pædagogerne og børnene. Win! Nu er vi i tænkeboks og børnehaven skal besøges.

Jeg sidder med en mega klump i halsen for jeg er (udover urimeligt træt) i chok over, at min lille Karl Stegger den første, er 3 år lige om hjørnet (Herhjemme har Baby Bertil samme hårgrænse som Karl) (Alfred lige så). Jeg har altid frygtet dagen, hvor børnehaveopstart blev en realitet. For børnene er så store… De siger grimme ord… De driller… De holder hinanden udenfor… Der er for få pædagoger til alt for mange børn… De bliver glemt i et hjørne… Jeg ved altså ikke, om jeg kan klare, at skulle starte i børnehave. Jeg har læst institutionens hjemmeside fra ende til anden og jeg er positiv. Jeg er også ethundrede procent sikker på, at mine fordomme bliver gjort til skamme, så snart jeg træder ind af døren. Med mindre der kommer en 5 årig snothvalp med grønne ellevetaller ud af næsen spænende forbi imens han skriger: “FUUUUUCK DIG DU LUGTER AF NUUUUMSE OG DIN MOR ER GRIIIIIM!”…

Jeg gad da godt, at jeg var hende moren, der orkede at holde mine børn hjemme. (Økonomien spiller da også ind i beslutningen om, ikke at være housewife) men jeg tror altså jeg ville blive mere træt end jeg er nu, og så kan jeg ikke formulere mig længere. Det ville ganske enkelt være uansvarligt. Så ville jeg måske netop få 2 drenge der løb rundt i bar røv i Kasted midtby og skreg: “Rolig mongoli- du er grim!” til alle naboerne imens jeg kravlede rundt i haven på alle 4 i et desperat forsøg på, at finde sidste års ølhul og en kold øl nede fra dybet. Yndigt! Ynkeligt! So not gonna happen.

Planen er, at jeg går med strømmen, smider mine unger i institution, får et job når min barsel er slut, men en deltidsstilling. På den måde bliver der mere tid til ungerne. Så hellere prøve at spare, hvor spares kan. Jeg kunne lære at elske den gamle sløve Skoda og skyde en hvid pil efter drømmen om en ligegyldig Audi Q7, firehjulstrukket og med V&-dieselmotor. Den pil skulle nu nok sendes afsted uanset, hvor mange timer jeg kunne arbejde i døgnet. Det er måske okay, at der ikke er  råd til både skiferie og sommerferie. Jeg tror ikke børnene tager skade 😉 Jeg kunne lade være med at købe en masse skrammel med hjem, hver gang jeg er ude at handle. Lykken er ikke materialisme, selvom det varmer godt i min shopaholic styrede mavesæk. Lykken er for mit vedkommende ikke 37-50 timer om ugen på en arbejdsplads imens 2 små guldklumper tilbringer 9-10 timer i institution dagligt. Når de bliver større, ville jeg have mod på at arbejde fuldtid. Vi er priviligeret hjemme hos os. Selvom jeg er gået meget ned i indkomst klarer vi os. Når det brænder på sælger vi ud af vores habengut. Men vi mangler ingenting. Det eneste vi kommer til at mangle efter sommerferien, når min barsel er slut, er tid til hinanden. Det kan vi i vores tilfælde heldigvis gøre noget ved. indtil da, skal jeg vænne mig til tanken om at (Bertil) skal starte i børnehave 1/6-2015. Fik jeg sagt FUCK?

Hvis du har erfaring med en integreret insitution må du gerne smide en kommentar. Hvordan er det for vuggestuebørnene, at der er børnehavebørn over det hele og omvendt? Ris/ros ?

//Camilla

Sony kamera Nov-dec 055

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *