Zombie lignende tilstande i Aarhus

Jeg svinger en gang imellem forbi bloggen, med tanken om at nedfælde et eller andet, men jeg går i stå hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke oplever ting og sager, som kunne afføde et blogindlæg, men jeg er en zombie for tiden. Mombie som det også kaldes, når årsagen skyldes moderskabet.

Mine børn er født med evnen til at overleve på ganske få timers søvn. En evne jeg ikke selv er født med. Min krop kører på energien der udvindes af stærk kaffe og snøfler. Snøfler er ikke det foretrukne, men jeg er for træt til at bevæge mig ind til en bager og købe studenterbrød og træstammer, som klart er en favorit.

Efter en aftenvagt i går, nåede jeg at sove 2 sammenhængende timer inden natteræset begyndte. En vågen 1 årig i midten af dobbeltsengen, som sad på knæ og bankede panden ind i væggen og derefter brugte en times tid på at trække sine sutter hen over de nubrede vægge, imens han energisk og ganske rytmisk råbte “bah!” 100 gange. Efter 2 timer faldt ynglet i søvn igen og det var åbenbart den 3åriges clue til at stå op og sparke døren ind til soveværelset. Da det gik op for ham, at hans mor ikke var nede med idéen om tidlig morgenmad og ramasjang før kl. 05.15 afløstes morgenglæden til et raserianfald af en anden verden. Så det blev ikke til så meget søvn, som man kunne håbe på. Som man hver aften beder om, inden man lukker øjnene. Faktisk kan livet med børn ikke rigtig beskrives bedre end sådan her:

People with no kids don’t know

Jeg har set klippet åndsvagt mange gange og jeg skriger af grin hver gang. Om det skyldes den massive sønvmangel eller om det rent faktisk er fordi Michael Mcintyre er sjov, det må være op til dig at vurdere.

I weekenden har jeg været i København på Tøsetur med min moster og mor. Vi skulle over og besøge min kusine på Nørrebro. Det var trods møgvejr en fuldstændig fantastisk weekend fyldt med grin, hygge, shopping, kulturelle input ifm et helt genialt teaterstykke; “En sommer uden mænd”, rødvin, god mad og et smut i torvehallerne. Jeg kan kun anbefale alle mine med-mødre derude, at pakke tasken og forlade den synkende skude. Det var virkelig tiltrængt at få lidt luft under vingerne, som ikke er sådan nogle charmerende englevinger, men nærmere store blege fedtholdige hudlapper, der kører deres helt eget løb. Udover at spise en hel bakke snøfler inden en færgetur søndag aften, inden Gorm rigtig tog fat og lukkede færgeafgangen, lykkedes det mig at dyppe en pommes frittes i en omgang mayo med et rimelig stort glasskår i. Det resulterede i en ufrivillig tungepiercing og en gratis middag, som selvfølgelig var på sin plads efter sådan en traumatisk oplevelse.

Nu er jeg hjemme igen, tilbage på Titanic om man vil. Manden har skiftet job, hvilket giver børnene kortere dage i institution og moderen en mindre dårlig samvittighed over selv samme. Det giver mere luft herhjemme og jeg kan fortælle, at det går rigtig godt på jobbet. Jeg trives, lærer en masse nyt, har travlt og har søde kollegaer.

Det er december måned og jeg glæder mig allerede til en masse julebag, julemusik, hyggestunder og det sædvanelige desperate forsøg på at indhente søvn.

Glædelig december derude.

//Camilla

snemandBertil har taget et billede af mig med hovedet langt fra snemandens…Jeg tror ikke han forstod konceptet…

2 tanker om “Zombie lignende tilstande i Aarhus”

  1. Hej Camilla!
    Sikke fine og underholdende indlæg du skriver! Er for nylig begyndt at læse med.
    Hilsen en anden Mombie AKA mødregruppeThit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *